Det er slut med en klassisk svensker. 25. april kørte den sidste Volvo V70 af samlebåndet på Torslanda-fabrikken i Gøteborg. Den sejlivede Herregårdsvogn skal gøre plads til den nye og større V90.
En meget kortvarig ceremoni ved samlebåndet markerede afslutningen på 20 års svensk bilhistorie.
Kom til verden i 1996

Siden er der fremstillet 1.250.000 eksemplarer i tre generationer. De 581.000 er bygget på Torslanda-fabrikken.
For svenske bilkøbere har den store stationcar været deres favoritbil. Gennem sine 20 år har den været Sveriges mest solgte bil.
XC70 til midt i maj
Helt slut med modellen er det faktisk ikke, for semi-offroaderen XC70 bliver bygget et par uger endnu.
Mens V70 tidsmæssigt afløses direkte af V90, bliver der et vakuum for XC-modellen. En terræn-version af V90 er planlagt og undervejs, men når ikke at komme i handlen før næste år.
75 biler tilbage i Danmark
Det sidste eksemplar af både V70 og XC70 køres direkte til Volvos omfangsrige museum nogle km væk.
Selv om produktionen er slut, er det stadig muligt at købe bilen kort tid endnu. Volvo i Danmark har ca. 75 usolgte eksemplarer tilbage.
SE OGSÅ: Klar til ny æra for Herregårdsvognen