Kulance er godt – garanti er bedre

Hvis bilen rammes af produktionsfejl efter garantiens udløb er forbrugerne ofte kunderne overladt til kulancen. Det betyder, at bilimportørerne selv bestemmer hvem, der skal have kompensation og hvor meget. FDM kæmper for, at importørerne i stedet tilbyder alle forbrugere længere garantier, og du kan være med til at påvirke dem.

Kulance er godt – garanti er bedre
FDM Mener

I det seneste nummer af Motor kan man bl.a. læse om problemer med taktkæde-motorer fra VAG-koncernen. Produktionsfejl på kæder fra en underleverandør har betydet dyrt kædeskift for nogle bilejere og decideret motorhavari for andre. Det er en fejl, som typisk vil være dækket af fabriksgarantien. Desværre har flere bilejere oplevet, at problemerne først opstod efter den to-årige fabriksgaranti var udløbet. En familie oplevede endda, at havariet skete kun seks dage efter garantiens udløb.

LÆS OGSÅ: Populære motorer med kædeproblemer
 

Kulance afhænger ofte af loyalitet mod bilmærket

Når garantien er udløbet, er der kun en mulighed, nemlig at søge om kulance. Kulance er ikke en rettighed, men et spørgsmål om importørens velvilje. Importøren opsætter derfor også selv sine retningslinjer for, hvornår der ydes kulance, og om de dækker hele regningen eller kun en del. Her oplever FDM ofte, at importøren gør kulancen til et spørgsmål om loyalitet såvel i forhold til mærket som til værkstedet. Udsigten til kulance kan derfor være et spørgsmål om, hvorvidt man også tidligere har kørt det pågældende mærke og ikke mindst, om bilen løbende er blevet serviceret på importørens mærkeværksteder.
 

På importørens præmisser

EU har efter pres fra bl.a. FDM og vores europæiske søsterbilklubber for længst sikret, at producenter og importører ikke kan gøre garantien betinget af, at bilen bliver serviceret på mærkeværksted. Til gengæld oplever vi så, at bilimportørerne bruger muligheden for kulance som et aktivt værktøj til at fastholde kunderne på mærkeværkstedet og dermed sætter det frie værkstedsvalg under pres. Taberne bliver bilisterne, som på grund af mindre konkurrence risikerer at opleve stigende priser for værkstedsbesøg.

LÆS MERE: FDM dumper garantien på 13 ud af 22 bilmærker
 
Hertil kommer, at man som bilejer, uanset sin loyalitet over for mærkeværkstedet, ikke på nogen måde kan være sikker på at få kulance, hvis behovet opstår. Og som eksemplet med taktkæderne viser, krævede det et massivt pres fra FDM og medierne at få en tilfredsstillende løsning. 
 

FDM kæmper for mere garanti

I FDMs optik er kulance ikke en optimal løsning – garanti er bedre. FDM fortsætter derfor ufortrødent vores arbejde for længere garantiperioder på biler. Det gør vi politisk og i forhold til bilimportørerne. Og det kan lades sig gøre. Der er bilimportører i Danmark, der tror så meget på deres eget produkt, at de giver fem og syv års garanti.

LÆS MERE: FDM mener: Tre år er bedre end to
 
Vi opfordrer forbrugerne til at lægge vægt på længden af nybilsgarantien, når de køber bil. To år er det absolutte minimum for en garanti. Mange mærker yder dog længere garanti, og FDM anbefaler at man vælger en bil med mindst tre års garanti. Alternativet er at være loyal mod mærkeværkstedet, betale hvad det koste, og krydse fingre for hel eller delvis kulance, hvis behovet opstår. Men husk kulance er ikke en rettighed – det er en garantien derimod.