Se dig for, når du lejer bil

Det er let og lige til at reservere feriebilen på nettet. Men husk at se dig for, så du ikke kommer til at stå med en stor efterregning.

Bilist

Det tager kun et øjeblik at reservere feriens lejebil hjemme ved computeren, men inden du kører ud i ferielandet i din lejede bil, skal du sørge for at læse kontrakten ordenligt igennem, og du skal kontrollere bilen for fejl og mangler. Ellers risikerer du, at billejen bliver en dyr fornøjelse. 

”Noget at de vigtigste at sætte sig ordenligt ind i, når du lejer en bil, er forsikringsforholdene. Mange er f.eks. ikke ordentligt opmærksomme på, hvor stor en selvrisiko, der er, eller om der er noget forsikringen ikke dækker. Er du ikke opmærksom på forsikringsforholdene kan du få dig en kedelig overraskelse, hvis du laver en skade på bilen”, fortæller jurist i FDMs rådgivning Helle Brasch.

FDM opfordrer derfor til, at du tjekker forsikringsforholdene grundigt igennem og evt. undersøger, hvad ekstra forsikringsdækning koster. Er forsikringsforholdene for dårlige, bør du vælge en anden udlejer.

Gennemgå bilen ved afhentning

Udover forsikring, så er det vigtigt, at du gennemgår bilen for fejl og mangler, når du afhenter den. Sørg for at få dokumenteret, hvis der er en skade på bilen, så du ikke bliver stillet til ansvar for en skade, der allerede var på bilen, da du fik den.

”Hvis der er en skade på bilen, når du afleverer den, så kommer du med stor sikkerhed til at hæfte for den, med mindre du kan dokumentere, at den var der i forvejen. Det er derfor givet godt ud at bruge lidt tid på at gennemgå bilen, inden du kører af sted, forklarer jurist Helle Brasch.

Krav kan trækkes fra din konto

Når du afleverer dine kreditkortinformationer og din underskrift på lejekontrakten, skal du ifølge Helle Brasch også være opmærksom på, at du samtidig har skrevet under på, at krav relateret til billejen kan trækkes på din konto. Derfor er det særligt vigtigt, at du har helt styr på kontrakten, så du ved, hvad du kan stilles til ansvar for. Er du uenig i kravet fra biludlejeren, kan du gøre indsigelse over for din kortudsteder, der så kan afvise betalingen.

 

Læs mere på fdm.dk

 

Flere gode råd om billeje

Bøde i udlandet – hvad så?

Kontakt FDMs rådgivning