Åbningen af den faste forbindelse mellem Rødby og Puttgarden er endnu en gang skudt længere ud i horisonten.
Nu hedder det forventelige åbningsår 2026, fastslår Finansministeriet ifølge Ingeniøren, som har fået aktindsigt i korrespondance mellem Finansministeriet, Transportministeriet og Femern A/S.
Fra 2021 til nok 2024 til nu 2026
Hidtil har myndighederne og Femern-selskabet ikke været konkrete om de forsinkelser, der ser ud til at ramme på grund af langsom tysk miljøbehandling og forhøjede byggepriser.
Hidtil har åbningstidspunktet – efter et par udskydelser – heddet ultimo 2021, men både politikere og Femern A/S har indikeret, at det næppe kommer til at holde. På grund af forsinket tysk jernbaneudbygning har vurderingen lydt på 2024.
Men det holder ikke, lyder den nye, konkrete vurdering af forsinkelsen, som ser ud til at blive på fem år.
"Tidligst medio 2025"
”Det er vel fakta, at den tyske myndighedsgodkendelse tidligst kan foreligge i slutningen af 2017, og at byggetiden bliver 8,5 år efter forhandlingen med tunnelentreprenørerne. Deraf følger rent matematisk, at Femern-forbindelsen tidligst kan åbne medio 2025. En smule forsigtighed tilsiger derfor at tage udgangspunkt i åbning af forbindelsen i 2026 i basisscenariet,” skriver Finansministeriet ifølge Ingeniørens aktindsigt.
”Det kan i hvert fald ikke være i 2024, som må indebære forcering og fordyrelse af byggeriet i forhold til det aftalte,” tilføjer Finansministeriet.
Ministeriet er ikke kun utilfreds med tidsplanen, men også med vurderinger af anlægssum, EU-støtte, tilbagebetalingstid og trafikprognoserne.
SE OGSÅ: Høj byggepris kan forsinke Tysklandstunnel