Elektrisk intelligens. Det betyder navnet på Mercedes-Benz’ elbilmærke, EQ. Det nye undermærke blev født på biludstillingen i Paris, bliver en pendant til AMG-sportsmærket og skal konkurrere mod bl.a. BMWs elektriske i-mærke.
Selv om Generation EQ formentlig først er salgsklar i 2020, er designet af konceptbilen ”meget tæt” på produktionsbilen, fortæller en Mercedes-designer til Motor.
Kompakt crossover
Bilen er en kompakt crossover med coupé-stil, noget i stil med GLC Coupé.
EQ-mærket vil – som BMWs i-mærke - også omfatte en masse ting omkring elbilen, både mere abstrakte ting og noget konkret som ladeapparater.
15-25 procent elbiler
Selv om den første EQ-model først er klar omkring 2020, er det Mercedes-Benz’ mål at have ti modeller til salg i 2025. Antallet omfatter formentlig karrosserivarianter af samme model.
I 2025 er målet, at elektriske biler skal udgøre mellem 15 og 25 procent af det globale salg, og Mercedes-Benz erklærer, at mærket vil være verdens førende elbilmærker inden i premium-segmentet.
500 km, 400 hk
Den første EQ-model får en rækkevidde på 500 km. Det store batteri fylder hele bunden som i en Tesla, og der er – tilsyneladende som standard – to motorer, en ved hver aksel. Dermed får bilen firehjulstræk, og den bliver også særdeles hurtig, da de to motorer tilsammen yder 300 kW, godt og vel 400 hk.
Alle EQ-modeller bliver baseret på samme rent elektriske arkitektur. Den kan skalleres på alle måde, så der kan bygges biler i mange størrelser og typer.
SE OGSÅ: Mercedes har sat sigtekornet på Tesla