Karl er den nye dreng i mikroklassen

Opel viser nu sin første mikrobil siden Agila. Karl får plads til fem og har dermed en fordel i forhold til de fleste konkurrenter. Bilen er i Danmark til sommer til ’under 100.000 kr.’

Opel Karl kommer til Danmark til sommer.
Nyt om biler

Omsider er Opel klar til at gøre sin entré i mikroklassen, der i snart ti år har været særdeles populær blandt danske bilkøbere, omend interessen har været vigende det seneste halve år.

Opel Karl er en femdørs, fempesoners mikrobil. Designet er tro mod den nye Opel designlinje med lodretstående luftindtag og stort logo i midten af grillen. Fotos: Opel
Opel Karl er en femdørs, fempesoners mikrobil. Designet er tro mod den nye Opel designlinje med lodretstående luftindtag og stort logo i midten af grillen. Fotos: Opel
Hidtil har Opels eneste bud på en billig bil været en skrabet tredørs Corsa, men til sommer kan Opel blande sig fuldtonet med Karl.

Vi får nu de første billeder at se, og bilens design – særligt forfra – har kraftig lighed med Adam og Corsa.

En interessant detalje er, at Karl som Picanto og i10, men i modsætning til næsten alle europæiske konkurrenter har plads til fem personer.

Ny trecylindret med 75 hk

Karl får en nyudviklet trecylindret 1.0-motor af samme type, der allerede findes til Adam og den nye Corsa, men uden turbo. Ydelsen er på 75 hk.

Karl er omtrent på størrelse med sine konkurrenter og måler 3,68 meter i længden. Det er det samme som Adam og 34 centimeter mindre end den nye Corsa.

Rimeligt med sikkerhedsudstyr

Karl fås i de lidt dyrere udgave med denne store skærm i midterkonsollen.
Karl fås i de lidt dyrere udgave med denne store skærm i midterkonsollen.
Sikkerhedsudstyret omfatter som standard ’bakkeholder’, så bilen ikke triller baglæns ved igangsætning op ad bakke, og desuden kan tilkøbes advarsel mod utilsigtet vognbaneskift, drejelygter og fartpilot med fartbegrænser. Derimod nævnes ikke noget om automatisk nødbremse, som bl.a. VW Up har som standard.

På komfortsiden er usædvanlige ting i mikroklassen opvarmet rat, soltag og – ud bedømt ud fra kabinebilleder – læderindtræk, evt. kunstlæder. Karl fås også med en stor skærm med Opels Intellilink-system, hvor det bl.a. er muligt at vise navigation fra ens Apple- eller Android-smartphone.

Under 100.000 kr. for femdørs

Karl lanceres i foråret 2015 i det meste af Europa, og Danmark bliver et af de første lande, hvor Karl kommer til salg. Opel i Danmark forventer, at billigste variant vil koste ’under’ 100.000 kr., og dermed at Karl vil blande sig solidt i kampen i mikroklassen. Det er her værd at bemærke, at Karl kun fås som femdørs, og at konkurrenternes startpriser næsten altid gælder tredørs versioner.

Opel Karl skal fremstilles i Sydkorea, og Karl får tilsyneladende intet til fælles med den nuværende Chevrolet Spark. Om der bliver et vist teknisk fællesskab med den næste Spark, som ikke kommer til Europa, er uvist.

SE OGSÅ: Opel får en Karl