De socialdemokratiske kandidater til kommunalvalget er tilsyneladende mere optaget af at skabe bedre forhold for bilisterne end deres modkandidater i Venstre.
Helt præcist har 58 procent af socialdemokraterne medtaget valgløfter om bedre forhold for bilister i deres valgkamp, mens det kun er tilfældet blandt 55 procent af venstrefolkene.
Det viser en gennemgang af valgoplæggene hos Socialdemokraterne og Venstre, der er de to partier med flest borgmesterposter, som Ingeniørforeningen, IDA, har foretaget.
Flere end halvdelen af kandidaterne er dermed optaget af at forbedre forholdene for bilisterne.
LÆS MERE: Fart på trafikken i valgkampen
Større fokus på cyklister
Mens interessen for bilisterne er stort set lige stor blandt begge partier, er forskellen til gengæld til at få øje på, når man ser på valgløfter for cyklisterne.
Her er syv ud af ti – 68 procent – blandt Socialdemokraterne optaget af at få bedre forhold for cyklisterne, mens det tilsvarende tal blandt kandidaterne i Venstre er 41 procent.
LÆS MERE: Kommuner lader vejene forfalde
Spørger man vælgerne, er der markante regionale forskelle. En undersøgelse fra FDM viser, at hver tredje vælger og bilist i Hovedstaden finder de trafikrelaterede emner enten ”vigtige” eller ”meget vigtige”, når de sætter kryds ved kommunalvalget. Det samme gør sig f.eks. kun gældende for hver syvende i Region Nordjylland.