FDM: Pas på Renaults opdatering

FDM anbefaler Renault-ejere ikke at tage imod tilbuddet om opdatering af motorstyringen i en række Renault-modeller. Der er stor sandsynlighed for, at det kan have negative konsekvenser for motoren, mener FDM.

Renault Espace i dieseludgaven er er en af de modeller, Renault vil tilbyde at opdatere for at mindske bilernes NOx-udslip.
Bilist

Med en opdatering af motorstyringen i flere af sine modeller vil Renault sænke en uforholdsmæssigt høj udledning af de skadelige NOx-gasser med op til 50 procent. Det skriver den franske bilproducent i en pressemeddelelse.

Tilbuddet om den frivillige opdatering kommer efter, at Renault tidligere på året selv annoncerede, at man ville søge at mindske NOx-udledningen i en række af sine 1.6 dCi dieselmotorer, der lever op til Euro norm 6. Det sker efter, at test har påvist et uforholdsmæssigt stort gab mellem de officielle test og bilernes virkelige udledning i trafik.

LÆS OGSÅ: FAQ om Renaults opdatering

Problematisk løsning

Ifølge Renault vil opdateringen af bilernes motorstyring øge den såkaldte EGR-rate, der nedsætter forbrændingstemperaturen i motoren og er afgørende for, hvor stor en mængde NOx motoren producerer.

En løsning, som FDM imidlertid finder problematisk.

”Som Renault skitserer sin løsning, er det ikke noget, vi vil anbefale, man som bilejer tager imod. Der er stor sandsynlighed for, at man ved at mindske NOx-udledningen, som Renault vil gøre det, dels øger bilens brændstofforbrug, dels øger tilsodningen af EGR-ventilen. Især det sidste er et velkendt problem. At det ikke også skulle forholde sig sådan med Renaults løsning, mangler vi at se dokumentation for. Indtil vi har det, mener vi ikke, man bør takke ja til deres tilbud om opdatering,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto.

FDM vil derfor nu kontakte Renault for yderligere dokumentation af konsekvenserne af deres opdatering.

LÆS OGSÅ: Ny miljøtest rammer dieselbiler hårdt

Frivillig opdatering til oktober

Ifølge Renaults pressemeddelelse vil man i løbet af oktober måned tilbyde ejere af de berørte biler en frivillig opdatering af motorstyringen. I alt drejer det sig omkring 700.000 biler på verdensplan.

FDM har været i kontakt med Renault Danmark for at høre, hvor mange af dem, der kører på danske veje, hvilket man endnu ikke har overblik over.

Heller ikke hvordan Renault vil informere om opdateringen, er helt afklaret, oplyser Renaults pressetalsmand, Søren Hyltoft. Sikkert er dog, at det ikke vil ske gennem Skats centralregister, da der alene vil være tale om en frivillig opdatering af motorstyringen og ikke en tvungen tilbagekaldelse.

LÆS OGSÅ: Ny emissionstest af biler på vej

Fejler ikke noget

”Bilerne fejler ikke noget og lever op til de gældende krav og typegodkendelse. Derfor mener vi, man løber en unødig risiko, hvis man opdaterer bilens motorstyring. At Renault fraskriver sig ethvert ansvar, hvis det skulle vise sig, at eksempelvis EGR-ventilen efter kort tid soder til og helt skal skiftes, synes vi er problematisk. Også derfor mener vi, man bør sige pænt nej tak til Renaults opdatering, hvis man har en af de berørte biler. Men det er klart, at vi vil følge sagen tæt og bistå vores medlemmer, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt,” siger Lone Otto.

Renault meddeler, at man allerede fra juli måned vil ændre i softwaren i de biler, der er i produktion.

LÆS OGSÅ: Renault skal justerer motorer