Malkekøerne på de danske veje

Den nye regering varsler nye tider for de danske bilister, men ikke alt nyt er godt nyt. Reelt er der udsigt til, at det om muligt bliver endnu dyrere at være bilist.

FDM Mener

Det er nye tider for de danske bilister, men det er ikke alt nyt, der er godt nyt. Den seneste tid er der kommet hele tre forslag på bordet, der risikerer at presse bilister endnu en kende som økonomiske malkekøer.

Først var der forslaget om betalingsringen, der vil generere et ekstra provenu på 2 mia. kr. årligt. Den positive effekt for miljø og trængsel er yderst tvivlsom, men det er prisen for pendlerne ikke. For mange af dem vil ringen ikke blive andet end en beskatningsring. Hvad hjælper det, at billetprisen sættes ned, når der ikke er nogle steder at parkere bilen og hoppe på tog eller bus?

Det næste var det generøse forslag fra en række pensionskasser, der gerne ville opkræve vejafgift for at anlægge nye veje og overtage eksisterende – et forslag som blev modtaget med interesse af flere partier på Christiansborg. De danske bilister betaler i forvejen verdens højeste afgifter, og betalingsveje uden modydelse i de eksisterende afgifter er blot endnu en skat på mobilitet.

Nej tak til betalingsveje

Harmonerer skidt med regeringsgrundlaget

Og så er der det seneste forslag om en reform af bilafgifterne. Umiddelbart lyder det jo positivt, at de mest energieffektive biler skulle blive billigere, men at fordoble afgiften på alt andet end energiklasse A er meget firkantet. Og at kræve 360 pct. afgift på en "benzinsluger", der kører 20,4 km/l, er at gøre grin med danske familier  bilerne bidrager trods alt kun med 12 procent af CO2-udledningen. Og hvordan harmonerer det at tvinge bilister over i dieselbiler med, at der samtidig er fokus på luftforureningen i byerne? I byen er en benzinbil bedre end en dieselbil.

FDM synes, at de tre nævnte forslag ikke harmonerer særlig godt med regeringsgrundlaget. ”…Danskerne har brug for en ny trafikpolitik, som gør det lettere at komme på arbejde…”, står der, og videre hedder det, ”…at det skal være billigere at købe en energirigtig bil...”

Forslag som vil hjælpe mobiliteten

Måtte FDM foreslå, at man i stedet for en beskatningsring lavede en havnetunnel, fik forbedret den kollektive trafik og ganske elementært fik lavet mange nye parkeringspladser, så bilisterne faktisk kunne komme med tog og bus. Se, det ville gøre det lettere at komme på arbejde – og ikke bare dyrere eller mere besværligt.

FDM har intet imod, at private investorer påtager sig opgaven at bygge og drive nye veje, men fordelene kan skabes, uden at det indebærer, at vejen skal være en betalingsvej. Den nye motorvej ved Kiplev er et godt eksempel på OPP-modellen, men altså uden direkte brugerbetaling. De danske bilister lægger årligt 40 mia. kr. i statskassen og får kun 10-15 mia. "retur" i veje, så der burde være penge til en ny vej fra tid til anden.

Endelig er FDM begejstret over, at der nu forekommer at være politisk vilje til en reform af bilafgifterne, men i stedet for at lappe videre på verdens mest uhensigtsmæssige afgiftsmodel, burde der tages fat der, hvor problemet reelt er. Så længe bilafgiften først og fremmest er en værdiafgift på købet af bilen, vil danskerne fortsat vælge de næstbedste biler, og hele problematikken med demo- og leasingbiler vil fortsat skævvride markedet.

Den mest retfærdige model

FDM så hellere en afgiftsmodel, hvor registreringsafgiften blev væsentligt reduceret og erstattet af en løbende teknisk afgift baseret på bilens energi-, miljø- og sikkerhedsegenskaber. På sigt vil en national kørselsafgiftsmodel være den mest retfærdige model, så der betales efter hvor, hvornår og i hvad der køres.

Måske handler de mange lidt løse forslag om, at regeringen endnu ikke helt er kommet i arbejdstøjet. FDM har dog noteret en god vilje hos den nye regering til at indgå i dialog om de mange planer. Den ser vi frem til at kunne bidrage konstruktivt til.