- Det omtales ofte som et spørgsmål om hønen og ægget; skal brintbilerne eller brintstationerne komme først, sagde direktøren for det danske brintfirma H2Logic, Jacob Krogsgaard, ved indvielsen af en brinttank i Gladsaxe i den nordlige udkant af København.

11 stationer næste år
Men hvis tankstationerne er hønen, så er det nok hønsene, der kommer først i Danmark. Med indvielsen i Gladsaxe er der fem brinttanke i Danmark, om kort tid bliver det til seks, og i løbet af 2016 nås efter planen 11.
Dermed vil halvdelen af den danske befolkning bo maks. 15 km fra en brinttank.
- Det er langt fra godt nok, men det er godt nok til en begyndelse, tilføjede brintdirektøren.
Ud over to I København findes der brinttanke i Vejle, Aalborg og Holstebro. Den sjette kommer ved transportcentret nordvest for Køge.
20 brintbiler lige nu

Til gengæld betyder de relativt mange tankanlæg, at Hyundai allerede er i gang med at sælge brintbiler i Danmark, og at Toyota har udvalgt Danmark som ét ud af kun tre lande i Europa og ét af få lande globalt, hvor firmaets første brintbil kommer på markedet. Det sker til efteråret.
Det nye tankanlæg lige ved både Motorring 3, Ring 3 og Hillerødmotorvejen ligger kun et stenkast fra den første og største batteriskiftestation fra Better Place, der for længst er gået konkurs.
Brinten fremstilles på stedet
Anlægget skaber i princippet sin egen brint på stedet ud fra elektrolyse, dvs. spaltning af vand ved hjælp af strøm. Der går dog et stykke tid, inden den funktion kommer i drift. Indtil videre køres brinten ud af firmaet Liquide Air.
Det vil også ske som supplement i fremtiden, hvis der er udsigt til, at den lokale brintproduktion ikke kan følge med. Det indbyggede lager rummer 60 kg brint, nok til at fylde 12 brintbiler med helt tom tank.
Kan blive mere miljøvenligt
Elektrolysen foregår, så snart tanken ikke er fuld, hvilket altså kan ske, når vindmøllerne ikke snurrer, og der er stor belastning på elnettet.
Jacob Krogsgaard erkender, at det vil være mere miljøvenligt, at brintproduktionen styres efter vindproduktionen, og at det også kan blive en mulighed senere.
Indtil videre er det miljøvenlige hængt op på, at den anvendte strøm er ”grøn”, dvs. at der er købt certifikater til CO2-neutral strømproduktion.
SE OGSÅ: Nyt firma vil sælge brint til bilister