En elektrisk bil til en ny æra. Sådan beskriver VW den konceptbil, som mærket giver premiere på Paris-udstillingen sidst i september.

Det sker under temaet ”Think New”, som nok til en vis grad er et forsøg på at lægge afstand til dieselskandalen og vise, at mærket har store og rene visioner.
Bekræftelsen er ledsaget af de første beskårne designskitser til konceptbilen.
'Lige så revolutionerende som Beetle'
VW mener, at konceptbilen har potentiale til at definere historien, og at den er lige så revolutionerende som Beetle var for syv årtier siden. Unægtelig store ord.
Insidere, der har set konceptbilen, siger, at den vil byde på kabineplads som en Passat, men udvendig være på størrelse med en Golf.

Bygges på ny MEB-platform
Den produktionsmodel, der følger efter, bliver første bil på Volkswagens nye platform udelukkende til elektriske biler. Den kaldes MEB, modulare elektrificerede byggeklodser.
Tidligere meldinger tyder på, at elbilen kan få en rækkevidde på omkring 500 km.
Der går formentlig omkring tre år, før bilen er klar til salg.
SE OGSÅ: VW gør klar til elektrisk fremtid