Tilbudskrigen rasede lystigt under den sidste levetid for den gamle generation Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo. Peugeot solgte således 107 ned til 69.000 kr. i vinter, og Citroën havde priser på 79.000 kr.
Men i juni kom bilerne i nye, forbedrede generationer til højere, mere normaliserede priser, hvor Peugeot og Citroën dog stadig har en ”lokkepris” på 84.000 kr. for en skrabet tredørs. Den variant, som de to mærker reelt sælger, er en femdørs med fornuftigt udstyr til 104.000 kr.
Sat ned efter fire måneder
De nye listepriser holdt dog kun i fire måneder. Citroën har nemlig nedsat sine mest udbredte varianter med 15.000-20.000 kr. under påskuddet af, at mærket har 90 års jubilæum i Danmark.En pænt udstyret Feel med fem døre har kostet de 104.000 kr., men sælges nu som Scoop til 89.000 kr.
På samme måde er den åbne Airscape-udgave omdøbt, og prisen sænket fra 124.000 til 104.000 kr.
Gælder lagerbiler
Tilbuddet gælder, så længe lager haves, og dækker formentlig over, at Citroën har bestilt flere biler hjem, end man i første omgang har kunnet sælge.
Ligesom Peugeot 108 og Toyota Aygo går salget langsommere end for et år siden, hvor priskrigen var på sit højeste. Samtidig er de to lidt større biler Nissan Micra og Mitsubishi Space Star på tilbud til 94.000 kr.