Kan man overbevise hårdt beskattede danskere om, at de skal købe en meget luksuriøs udgave af et mainstream-bilmærke?
Det tester Ford nu ved at lancere Mondeo Vignale og åbne fem såkaldte Ford Stores i Danmark.
For mere end to år siden præsenterede Ford Vignale-modellen som koncept, og nu bliver det omsider til realiteter.
Ekstra luksus i kabinen
Vignale betyder ekstra af alt det gode og indebærer kraftige motorer, en særlig luksuriøs kabine med vægt på blødt læder og mindre opfriskninger af det udvendige design.Luksussen betyder også, at billigste Mondeo Vignale koster 623.000 kr.
Den fine bil skal følges op af fin service, så Ford indvier samtidig fem ”Ford Stores”, der skal fungere som en slags lounge. Her i Vignale Lounge mødes kunden af noget så fint som en ”relationship manager,” der tager personlig hånd om bilkøberen.
Personlig service
Den personlige service skal fortsætte uden for butikken, så Vignale-konceptet omfatter også personlig telefonisk service døgnet rundt samt – hvis man vælger den udvidede ”Premium Valet” - afhentning/aflevering af bilen ved service.
Udstyret omfatter som minimum – ud over fuld læderkabine - adaptive LED-forlygter, skiltegenkendelse, vognbaneassistent og 18 tommer letmetalfælge. Dieselmodellerne har desuden laminerede ruder for lavere støjniveau og aktivt støjdæmpningssystem.
Mondeo Vignale fås med toliters benzinmotor på 240 hk med sekstrins automatgear til 637.000 kr. (sedan). På dieselsiden er der to 2.0-motorer med enten 180 hk eller 210 hk. Her er selvskiftende gearkasse standard. Billigste udgave koster 623.000 kr.
S-Max næste år
I begyndelsen af 2016 udvides Vignale-familien med storfamiliebilen S-Max Vignale.
Ford Stores med Vignale Lounges med Mondeo Vignale, kommer i Danmarks fem største byer: København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
SE OGSÅ: Vignale sender Ford i luksusklassen