Citroëns luksusmærke DS lancerer sin første model, der kun skal sælges i Kina.
Af
Torben Arent
Nyt om biler
DS 5LS er en luksussedan en smule mindre en Citroên C5.
Det unge luksusmærke hos Citroën, DS, går nu ind i en ny fase. DS præsenterer sin første model, der udelukkende skal sælges i Kina, mærkets markant vigtigste land.
DS 5LS hedder den kompakte luksussedan, der med en længde på 4,70 meter er næsten lige så lang som en Citroën C5, men med en akselafstand (2,71 m) der ligger midt mellem C4 og C5.
Stærke benzinmotorer
Typisk for DS er bilen pyntet godt op indvendigt med unik design og flotte materialer – denne gang tilsyneladende ekstra flot, for ud over aluminium og læder ”i fineste forarbejdning” er der også træ i kabinen.
5LS er en klassisk sedan, som stadig er det langt mest populære i Kina. Platformen er formentlig den samme, som har været brugt til den nu udgåede Citroën C4 Picasso.
DS 5SL fås med valg mellem to kraftige benzinmotorer, THP160 og THP200 med hestekræfter som navnet indikerer. Automatgear er standard.
Bygges på ny fabrik i Kina
Den nye sedan skal fremstilles på Citroëns nye DS-fabrik i Shenzhen, Sydkina, og er en del af en markant oprustning af DS, der i Kina betragtes som et helt selvstændigt mærke og har eget forhandlernet.
Alle de eksisterende DS-modeller sælges i Kina, og med tiden skal de alle også bygges der.
Kabinen er i den typiske DS-stil og med masser af læder tilsat både træ og aluminium.
I løbet af 2014 kommer der yderligere en kun-Kina model, idet en stor SUV skal bygges og sælges i Kina. SUVen baserere sig på konceptbilen Wild Rubis, der debuterede på Shanghai-udstillingen i april.