Trafikken flyder på de danske motorveje, der i årets første kvartal oplevede en stigning på 3,4 procent i forhold til samme periode sidste år. Faktisk tilbagelægges godt hver tredje kørte kilometer på en af landets motorveje. Det selvom de kun udgør to procent af Danmarks 70.000 kilometer veje. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.
Til sammenligning steg den samlede vejtrafik ’kun’ 2,1 procent i samme periode.
LÆS OGSÅ: Helsingørmotorvej helt færdig til august
”Vi kan tydeligt se, at det i høj grad er trafikudviklingen på motorvejsnettet, som er med til at trække stigningen på det samlede vejnet op. Og de foreløbige tal for 2016 viser, at denne tendens også fortsætter i år,” udtaler afdelingsleder i Vejdirektoratet, Kasper Rosenstand, i forbindelse med offentliggørelsen af de nye tal.
Ifølge Vejdirektoratet er der udsigt til en stigning på helt op til seks procent i forhold til 2015. Således steg eksempelvis trafikken over Storebælt 5,3 procent i årets første tre måneder i forhold til samme tidsrum i 2015.
LÆS OGSÅ: Hærvejsmotorvej er pengene værd
Behov for udvidelse flere steder
Årsagen til de senere års øgede vejtrafik kan til dels tilskrives bilparken, som siden 2010 er vokset med 13 procent. Dertil kommer, at en bedring i økonomien med øget beskæftigelse, handel med udlandet og godstransport til følge også giver mere trafik på især motorvejene.
”Motorvejene er en vital del af den danske infrastruktur, når det gælder om at flytte mennesker, varer og i det hele taget være med til at holde Danmark i gang. Det bekræfter Vejdirektoratets seneste tal også. Derfor er det også vigtigt, at vi har de rigtige motorveje de rigtige steder, og at de er udbygget. Desværre kan vi se, at der flere steder er et akut behov for en udvidelse, mens andre planlagte strækninger mangler finansiering. Det bør man få løst snarest muligt. Samfundsøkonomisk kan vi spørge, om vi har råd til at lade være,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
Ifølge Vejdirektoratets seneste tal er Ring 3 ved København med 108.000 køretøjer pr. gennemsnitsdøgn stadig Danmarks mest trafikkerede motorvej efterfulgt af E45 i Østjylland omkring Vejle og stykket af Helsingørmotorvejen syd for Nærum.