Først omkring 1. september får de mange bilister på Motorring 3 atter løbende oplysninger om fartgrænse, trafikpropper og andre hændelser på den travle motorvej.
Det omfattende ITS-anlæg har været slukket siden begyndelsen af februar som en del af et ”omvendt” forsøg, hvor Vejdirektoratet vil undersøge, hvilke gavnlige effekter trafikinformationssystemet giver.
Fire-fem måneder bliver til syv
Den gang sagde Vejdirektoratet, at informationssystemet ville være slukket i fire-fem måneder afhængig af, hvornår der var indsamlet data nok. Det skulle betyde, at der atter var kommet lys i de store tavler senest primo juli.
SE OGSÅ: Drastisk forsøg: sort skærm på motorvejen
Men forsøgsperioden og dermed sorte skærme fortsætter indtil begyndelsen af september, oplyser områdechef for Vejdirektoratets trafikdivision, Charlotte Vithen, til Motor.
Behov for flere data
Hun begrunder det med, at der har vist sig behov for en længere periode til at indsamle data, som kan sammenlignes med trafikken sidste år, hvor de dynamiske farttavler var aktive.