Brostyrt spærrer motorvej i flere dage

Helsingørmotorvejen er ikke klar til bilisterne mandag morgen, efter at en bro under opførelse kollapsede ned over motorvejen.

Illustration: Vejdirektoratet/Torben Arent, FDM
Trafik

Ingen kom til skade, da en bro hen over Helsingørmotorvejen styrtede sammen lørdag aften, hverken bygningsarbejdere eller trafikanter. Men bilisterne på en af Danmarks mest befærdede motorveje kommer til at betale en pris i hvert fald mandag 29. september.

Oprydningen kunne først gå i gang søndag eftermiddag, da efterforskningen i årsagen blev afsluttet på stedet, og søndag aften mente Vejdirektoratet, at motorvejen i hvert fald ikke er ryddet til myldretidstrafikken mandag morgen.

Helt spærret i begge retninger

Helsingørmotorvejen er derfor indtil videre spærret i begge retninger mellem tilslutning Nærum <14> og Gl. Holte <13>. De anbefalede omkørsler (som angivet på kortet herover) er ifølge Vejdirektoratet:

For sydgående trafik: Kør fra ved frakørsel <10> Hørsholm S. Følg rute 229 Hørsholm Kongevej sydover og fortsæt ad rute 201 Kongevejen og Lyngby Omfartsvej til Motorvejskryds Lyngby, hvor der kan køres videre mod København ad Helsingørmotorvejen eller ad E47 Motorring 3 mod syd. Seneste frakørselsmulighed er <13> Gl. Holte.

For nordgående trafik ad Motorring 3: I Motorvejskryds Lyngby køres mod Birkerød ad rute 201 Lyngby Omfartsvej og Kongevejen. I Holte køres mod Hørsholm ad rute 229 Hørsholm Kongevej, hvor der igen kan køres på Helsingørmotorvejen ad tilkørsel <10> Hørsholm S.

For nordgående trafik ad Helsingørmotorvejen fra Hans Knudsens Plads: I motorvejskryds Gentofte N køres mod Lyngby/Birkerød ad rute 201 Lyngby Omfartsvej og Kongevejen. I Holte køres mod Hørsholm ad rute 229 Hørsholm Kongevej hvor der kan køres på Helsingørmotorvejen ad tilkørsel <10> Hørsholm S. Seneste frakørsel er <14> Nærum.

Følge den aktuelle situation via Vejdirektoratets Trafikinformationscenter 

Årsagen til brostyrtet er endnu ukendt. Broen var under opførsel og er en del af udvidelsen af Helsingørmotorvejen. Hvad brokollapset kommer til at betyde for tidsplanen for motorvejsarbejdet, er der foreløbig intet overblik over.

SE OGSÅ: Motorvej bliver smal før den bliver bred