Der kører millioner af VW-modeller, Audier, Skodaer og Seater i Europa med den chip, som har kastet Volkswagen AG ud i en gigantisk krise, efter at snyd er blevet opdaget i USA. I Danmark er der formentlig flere end 10.000 af bilerne.
Volkswagen er stadig ikke konkret med, hvilke biler der er omfattet, men koncernen oplyser nu, at det drejer som om dieselmotoren EA189.
Kendte 1.6 og 2.0 TDI-motorer
Den betegnelse dækker over en yderst udbredt familie af dieselmotorer - både i 1,6- og 2,0-liters udgaver med forskellige ydelser. Der er tale om en såkaldt euro 5-motor, dvs. en motor der kun opfylder euro 5-miljøkravene.
EA189 har været i produktion fra 2008/2009 til 2014/2015.
Siden 1. september har alle nye biler i EU skulle have en euro 6-motor, og Volkswagen er gradvist frem til i år gået over til euro 6-motorer.
Som nævnt har Volkswagen ikke selv sagt, præcis hvilke biler og årgange, der er ”berørt”, men EA189-motoren findes i bl.a. disse modeller:
Disse biler kan have de berørte dieselmotorer:
VW: Polo, Golf, Passat, Touran, Tiguan, Beetle, Caddy og Caravelle/Transporter
Audi: A1, A3, A4, A5, A6, TT og Q5 (listen bekræftet af Audi)
Skoda: Fabia, Rapid, Roomster, Yeti, Octavia og Superb
Seat: Ibiza, Leon, Toledo og Altea
Den danske importør kan endnu ikke be- eller afkræfte, om eller i hvilket omfang de eksakte motorer ligger i danske biler.
FDM-medlemmer kan få råd hos FDMs Rådgivning
Kunne formentlig ikke snyde i EU
Volkswagen-koncernen siger, at ”for majoriteten af disse motorer har softwaren ingen effekt” og tilføjer, at den pågældende software ikke påvirker køreegenskaber, forbrug eller emissioner.
Der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at softwaren også var designet til at snyde i den europæiske testcyklus NEDC, men det er ved at blive undersøgt.
Ingen praktisk betydning for danske biler
Og selv om det skulle være tilfældet, betyder det ikke noget for danske bilers køreegenskaber, brændstofforbrug eller grønne afgifter.
”Snydechippen” er en af mange såkaldte AECD-funktioner i motorstyringen, og de er ikke i sig selv ulovlige eller odiøse. De er med til at regulere motoren og udstødningen.
Men den nu berømte AECD var tilsyneladende designet direkte til at opføre sig ekstra pænt i den amerikanske typegodkendelse, og den var ikke anmeldt af Volkswagen til de amerikanske myndigheder – endsige godkendt. Og det skulle den være for at være lovlig.
SE OGSÅ: 11 mio. biler har "snydechip"