61 procent reduktion i antal ulykker, 84 procents fald specifikt i bagendepåkørsler og en halvering i påkørsel af fodgængere.
Disse imponerende tal kan Subaru fremvise ud fra data fra de japanske trafikmyndigheder, når biler med og uden sikkerhedssystemet Eyesight sammenlignes.
Det væsentligste element i den sikkerhedspakke er automatisk nødbremse, som også kan reagere på fodgængere. Bremselygter fra en forankørende bil opfattes også som faresignal. Desuden indgår vognbaneassistent, blindvinkelalarm mm.
Bekræfter - og overgår - europæiske tal
Allerede i 2010 viste tal fra svenske Folksam, at automatisk nødbremse kan forhindre 20 procent af alvorlige personskader ved kollisionsulykker. Når det gælder bagendepåkørsler er faldet i alvorlige piskesmældslæsioner 30 procent.
SE OGSÅ: Automatisk nødbremse redder mange liv
De mere simple ”city safety”-systemer, der virker ved lav fart, har også særdels gavnlig effekt, viser en Euro NCAP-undersøgelse fra 2015. Fire ud af ti bagendepåkørsler ved lav fart undgås.
SE OGSÅ: Nødbremse giver høj sikkerhed
Eyesight virker ved meget høj hastighed
Den japanske undersøgelse er baseret på sammenligning af ulykkesdata for 48.000 Subaruer uden nødbremse med 246.000 tilsvarende modeller med nødbremse. Alle bilerne er solgt fra foråret 2010 til foråret 2015.
Nødbremsesystemet i Eyesight, som benytter sig af stereo-farvekamera, er et af de mest effektive af slagsen, Motor har prøvet. Det virker helt op til 75 km/t. både over for biler og fodgængere.
Systemet fås i Danmark indtil videre kun i Outback, hvor det er standard. Senere på året kommer det også til Levorg.