Fransk familieflytter imponerer i Euro NCAP-test

Renault Espace og Suzuki Vitara henter som de første i år fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest. Nye testkrav betyder, at samme bil kan få forskellige antal Euro NCAP-stjerner.

Den nye Renault Espace får som en af de første fem stjerner i Euro NCAPs nye skrappe sikkerhedstest
Bilist

Trods væsentlig skrappere krav til nye bilers sikkerhed fra årsskiftet er det stadig muligt at få de maksimale fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest. Det viser årets anden test af i alt fire biler fra det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde. Her klarer både den nye store Renault Espace og Suzuki Vitara testen til topkarakter.

LÆS OGSÅ: Se alle Euro NCAPs testresultater

Fransk flagskib med god sikkerhed

”Renault Espace er et fransk flagskib, hvor der ikke er sparet på noget heller ikke sikkerheden. Ikke mindst på barnesikkerheden imponerer den, hvilket er vigtigt for en MPV som denne, der kan være interessant for børnefamilier. Det samme gælder den genoplivede Suzuki Vitara, som især udmærker sig i den krævende sidekollision og pæletest,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Mens Renault Espace og Suzuki Vitara som de første i år altså klarer testen til fem stjerner i de testede topversioner, må Fiat 500X og Mazda 2 ’nøjes’ med fire store stjerner. I begge tilfælde er det fraværet af et automatisk nødbremsesystem (AEB), der gør, at resultatet ikke lander på fem stjerner.

SE OGSÅ VIDEO: Test af automatisk nødbremse

Manglende AEB koster femte stjerne

”En automatisk nødbremse fås dog som tilkøb til både Mazda 2 og Fiat 500X, men da det ikke forventes at blive installeret i tilstrækkeligt mange af de to biler, er de testet uden. Ærgerligt, for det havde formentlig udløst den femte stjerne. Derimod er det ikke alle udgaver af Suzuki Vitara, der fås med automatisk nødbremse, hvilket betyder, at den i de laveste udstyrsniveauer kun kan få fire stjerner,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Som bilkøber skal man derfor være opmærksom på, hvilket sikkerhedsudstyr den enkelte bil har, da det efter den nye sikkerhedstest kan være afgørende for, hvor mange Euro NCAP-stjerner bilen har.”

LÆS OGSÅ: Euro NCAP kræver AEB i nye biler