Ødelagt færge giver færre afgange til Tyskland

En af Scandlines’ Rødby-Puttgarden-færger væltede under værftsophold og fik store skader. Det betyder færre afgange indtil juli.

M/F Prinsesse Benedikte, den første af Scandlines' hybridfærger, skal tre måneder ekstra på værft.
Trafik

Halvtimedriften mellem Rødby og Puttgarden er aflyst tre måneder endnu, efter at en ud af de fire passagerfærger på ruten har fået store skader.

Scandlines forventer, at færgen kan være tilbage lige inden 1. juli og dermed være klar til højsæsonen på den vigtige ferierute.

Derfor vil der indtil da være 40 minutter imellem afgangene mod normalt 30 minutter.

Færgen M/F Prinsesse Benedikte var 11. marts ved at afslutte et tre ugers planlagt værftsophold i Polen, hvor færgen blandt andet havde fået ny dieselmotor, radarsystem, ventilationssystem, røgrensningsanlæg og bundmaling.

Væltede i dokken

På vej ud af dokken krængede flydedokken over, og skibet faldt to meter ned og fik slået hul i siden af skroget, så der trængte vand ind i hele skibets længde.

Scandlines forventer, at reparation af de omfattende skader og en testfase vil tage cirka tre måneder, så bilfærgen kan være tilbage inden udgangen af juni.

For at give plads til flere personbiler øger Scandlines imens sejladsen med særlige godsfærger, der kan tage en stor del af lastbilerne.

M/F Prinsesse Benedikte var den første Scandlinesfærge og den første i verden med hybridteknik.

SE OGSÅ: Feriefærgen er blevet helt elektrisk