Er bilen klædt på til vinterferien?

Bilen kommer på hårdt arbejde, når det ringer ud til vinterferie, og kursen sættes mod Europas skiløjper. FDM guider dig her til, hvordan bilen gøres klar til turens strabadser.

Bilist

Far, mor og børn sidder en smule klemt, for bilen er tætpakket. Selv tagboksen er fuld, for det gælder om at huske det hele, når familien triller af sted på vinterferie. I skyndingen glemmer mange dog også at huske på bilens ve og vel, og strabadserne får hvert år mange biler til at give op på halvvejen.

”Præcis som når vi kører på sommerferie, kommer bilen på ekstra hårdt arbejde, når vi skal på vinterferie. De ofte lange stræk, hvor vi kører godt til. Samtidig vejer bilen også mere end til dagligt, ligesom frosten ofte bider mere, end vi er vant til. Alt sammen noget, der stiller nogle krav til bilen, hvis den skal kunne klare hele turen,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.

Ifølge ham kan det derfor være en god idé at sende bilen til vintertjek på et værksted eller hos FDM, hvis man vil være sikker på, at den er i form til vinterferien.

Men selv med enkle forholdsregler kan man også gøre sit til selv at klæde bilen rigtig på til turen.

”Det er hverken kompliceret eller kræver teknisk snilde at få bilen gjort vinterklar. Faktisk kan man ved at gennemgå få tjekpunkter - næsten - sikre sig, at bilen kan klare turen til Alperne og tilbage igen. Og så er det naturligvis også et spørgsmål om trafiksikkerhed. Både ens egen og medtrafikanternes. Så få bilen kontrolleret og klargjort i god tid,” siger Jørgen Jørgensen.

FDM har her samlet en række gode råd til, hvordan man selv kan gøre bilen klar til vinterferien:

Husk vinterdæk

Det er langt fra kun skiløjperne, der er glatte. Sne, sjap og is gør flere steder i Europa vejene til en prøvelse for selv rutinerede bilister. Derfor anbefaler FDM også, at man kører på vinterdæk i vintermånederne. I flere lande omkring os er der krav om vinterdæk, når føret er vinterligt. 

Regler for vinterdæk i udlandet

Snekæder er påkrævet

Er den sidste del af vejen til skisportsstedet ikke ryddet, kan det være nødvendigt at sætte snekæder på bilen. I visse lande er det lovpligtigt at have snekæder i områder, hvor der er skiltet med det.

Tjek vinduesviskerne og lygterne

Specielt om vinteren skal vinduesviskerne virke godt og effektivt. Vejsnavs og salt og eventuelt sne stiller store krav til viskerbladene. Tjek viskerbladene og se om gummiet er helt. Rens eventuelt bladene ved hjælp af svamp og rengøringsmiddel eller udskift dem. Ved samme lejlighed rengøres ruden for trafikfilm. Rengør også regelmæssigt for- og baglygterne på turen, og se efter sprukne pærer.

Er der køler- og sprinklervæske på?

Temperaturerne på skisportsstederne er ofte væsentligt koldere end herhjemme. Derfor er vigtigt, at kølervæsken er frostsikret. Væsken bør være frostsikret til mellem minus 25 grader og minus 35 grader. Korrekt frostsikring beskytter også kølesystemet mod korrosion. Sørg også gerne for, at have en ekstra dunk sprinklervæske bag i bilen.

Er der strøm på batteriet

Kontroller batteriets ladetilstand. De fleste biler kører rundt med et batteri, der kun er 50-70 pct. opladet, og kapaciteten falder generelt i takt med lavere temperaturer (op til 50 pct. ved hård nattefrost). Samtidig kræver vinterhalvåret et ekstra stort strømforbrug til lys, elruder, ventilationsanlæg, sædevarme, vinduesviskere osv.

Olieskift

En vinterklargøring bør altid omfatte olieskift, så motoren er klar til de første kolde morgener. En tyk og træg motorolie er svær for motoren at trække rundt ved start i frostvejr. Benyt en god, fuldsyntetisk letløbsolie – vær opmærksom på specifikationerne for motorolien til din bil. Skift oliefilteret samtidigt. Husk at aflevere spildolie og oliefilter på den kommunale genbrugsplads, hvis du selv skifter olien.

Husk nu motorvejsmærkaterne

I mange europæiske lande betaler man vejskat i form af en mærkat/ vignette, der klistres fast på bilens forrude. Mærkaterne gælder i en tidsbegrænset periode, og kører man på motorvej uden mærkat, kan man komme til at skulle betale store bøder. Du kan købe en del mærkater hos FDM, og derudover kan de købes på tankstationer i de respektive lande.

Mere om motorvejsmærkater i forskellige lande

Tank lokalt

I lande, hvor det kan blive meget koldt, er brændstoffet om vinteren kuldesikret til lave temperaturer. Det kan derfor være en god idé at tanke lokalt.