Så meget sladrer bilen om dig

Nye biler sender løbende store mængder data til producenten, viser undersøgelse fra FDMs tyske søsterklub. FDM efterlyser bedre forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed.

Nye biler sender løbende store mængder data til producenten, viser undersøgelse fra FDMs tyske søsterklub
Bilist

Teknologien har for længst gjort nye biler til rullende computere, der i dag overvåger alt fra dæktryk til hastighed og kørestil. Informationerne deles imidlertid langt fra kun med bilens fører og ejer. Som FDM tidligere har beskrevet, opsamler moderne biler nemlig en lang række informationer, som løbende sendes videre til producenten ofte uden ejerens vidende og samtykke.

Hvor mange og hvilke data det drejer sig om, fremgår af en ny undersøgelse, som FDMs tyske søsterklub ADAC har foretaget på vegne af bilklubbernes paraplyorganisation FIA. Her har man undersøgt, hvilke data en Mercedes-Benz B-klasse med me-connect system og elbilen Renault Zoe sender videre.

Læs også: Hvad betyder Connected Car?

Sladrer hvert halve minut

Undersøgelsen viser, at Mercedes-Benz modellen eksempelvis sender oplysninger om bilens GPS-position til Stuttgart-producenten hvert 30. sekund. Også informationer om kørselsmønster på motorvej og i by, motorens omdrejninger, kilometertal, brændstofforbrug, dæktryk og hvor ofte bilens selestrammere aktiveres ved hårde opbremsninger, sendes løbende videre.

Også elbilen Renault Zoe sladrer om bilens GPS-position, dog kun hvert 30. minut. Derudover sender den informationer om batteriets stand og forbrug videre til producenten.

Læs også: Din bil overvåger dig

”Resultatet af undersøgelsen af de to biler kommer ikke bag på os. Tværtimod understreger den blot endnu en gang behovet for dels en større gennemsigtighed omkring, hvilke data bilerne registrerer om os, dels en bedre forbrugerbeskyttelse på området. Ikke mindst fordi det i dag typisk sker, uden at forbrugerne er bevidste om og har indsigt i mængden af data, som biler sender videre, og fordi problemet vil stige markant i nær fremtid,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Læs også: Danskerne vil selv eje deres data i nye biler

Aflæser også smartphone

Det er anden gang, en undersøgelse kortlægger omfanget af de data, nye biler opsamler og videresender til bilproducenterne. Tilbage i november sidste år viste en undersøgelse af BMW 320d og elbilen BMW i3, at ikke bare oplysninger om blandt andet GPS-position, motorgang og kørselsmønster blev sendt til BMW men også mere private oplysninger, som hentes i forbindelse med den synkronisering, der sker, når bilistens smartphone tilsluttes bilens infotainment-system.

Problematikken fik i efteråret 2015 de europæiske bilklubber til at lancere kampagnen My Car My Data. Formålet er at sætte fokus på den overvågning, der sker, og som mange ikke er klar over, og sikre forbrugernes rettigheder bedst muligt.

Manglende lovgivning

”Derfor er der også behov for en lovgivning på området, som kan sikre, at det er bilejeren selv, der ejer retten til de data, deres bil genererer, og kan bestemme, hvem der må gøre brug af de data. Sikres dette ikke, vil forbrugerbeskyttelsen på bilområdet blev udvandet med risiko for højere omkostninger for bilejeren, hvis man ikke længere selv kan vælge eksempelvis værksted, eller hos hvem man vil tegne vejhjælp,” siger Torben Lund Kudsk.