Klumme: Glem Kina

Danskerne behøver ikke frygte farlige biler fra Kina eller glæde sig til billige kinesiske biler - foreløbig. Kineserne har hverken tid eller kræfter til at komme til Europa nu. I stedet tromler europæiske mærker ind over Kina - verdens største bilmarked.

Kineserne er gået lidt i stå, når det gælder nye modeller. Dog ikke mærket FAW her, der viser flere nyheder i år.
Nyt om biler

”Kom ikke til os. Vi kommer til jer.”

Motors nyhedsredaktørTtorben Arent tager pulsen på kinesisk bilindustri på "Auto Shanghai 2011".
Motors nyhedsredaktørTtorben Arent tager pulsen på kinesisk bilindustri på "Auto Shanghai 2011".
Sådan siger europæerne til kineserne på Shanghai Auto Show, hvor Asien, Europa og USA mødes til kamp om det globale bilmarked. Vi taler big business.

I årevis har det forlydt, at kineserne ville komme – altså komme med deres biler til Europa. Det er ikke sket. Undtagelserne i bl.a. Tyskland og Italien er så mikroskopiske, at de ikke er værd at tælle.

Mærket BYD skulle have været i Danmark i 2009, fortalte importøren i 2007. Et andet, Great Wall, blev i 2009 lovet til Skandinavien i 2011-2012, men det svæver stadig i uvished, om en enkelt pickup når frem i år. Andre mærker har stukket næsen frem i Europa, men er blevet slået hjem efter Euro NCAPs kollisionstest.

Ordene er indtil videre meget større end handlingen.

Og på Shanghai-udstillingen, Asiens største bilshow, er der ikke mange tegn på, at kinesiske mærker er blevet mere Europa-klar. Flere af de store mærker har - helt usædvanligt - ikke frembragt noget særligt siden sidste år.

Samtidig er barrieren hævet i Den Europæiske Union: den skrappe miljønorm euro 5 er indført, og ESC bliver meget snart lovkrav.

Og hvorfor skulle kineserne også ulejlige sig? Kina er blevet verdens suverænt største bilmarked. Over 20 millioner i år. Og stigende. Det er her, man kan sælge biler. Og det sørger især europæerne, men også amerikanerne, japanerne og koreanerne for.

Med lokalt fremstillede biler bruser europæerne frem, de sender deres store nyheder og big bosses til Shanghai-showet og banker nye fabrikker op. Og Volkswagen lancerer nu Seat i Riget i Midten, og Citroën gør DS til et nyt, selvstændigt mærke i Kina.

Men kineserne arbejder trods alt hårdt, har store ambitioner og en skønne dag siger de ”vi kommer til jer”.
 

Torben Arent,
nyhedsredaktør

 

Se oversigten over Shanghai-nyhederne