Bilshowet i Shanghai, Kinas største by, har erobret sig en plads som en af verdens vigtigste biludstillinger, og med globale øjne ser den ud til permanent at have overhalet udstillingen i Tokyo, og set fra Europa er den også mere interessant end USAs største bilshow i Detroit.
I påsken åbner en ny udgave af den kinesiske bilmesse og uden at kende vrimlen af lokale kinesiske nyheder – dem vil der være mange snese af – er der meget guf for europæere.
Tyske mærker på banen
Alle større, egentlige tyske mærker har vigtige nyheder, som det for fem år siden ville have været utænkeligt at præsentere i Kina. Men for de fleste tyske mærker er Kina nu det største marked.
Audis nye Q3 står i færdig form i Shanghai, VW løfter sløret for den ærketyske Beetle, og Mercedes-Benz giver et indblik i den næste A-Klasse.
To franske nyheder
Men også de franske mærker er oppe på dupperne denne gang. Citroën holder verdenspremiere på sit nye flagskib DS5, der samtidig vil give et fingerpeg om den næste C5 årgang 2012. Og Peugeot viser – i konceptform - en næsten fem meter lang SUV, der er designet i Kina.
Endelig viser amerikanske-koreanske Chevrolet en ny Malibu, der snart kan blive mærkets udspil i den europæiske firmabilsklasse, og Subaru præsenterer en forløber for en helt ny, kompakt SUV, som er på vej til Europa.
Og uden formentlig at have nyheder benytter Seat Auto Shanghai 2011 til at lancere sig selv i Kina.
Listen over europæiske nyheder i Shanghai ser sådan ud.
Audi Q3
Audi A3 E-tron
BMW 6 Coupé
BMW M5
Chevrolet Malibu
Citroën DS5 DS-mærket får endnu flere modeller
Mercedes-Benz A-Klasse
Mini Goodwood
Peugeot SXC
Subaru SUV
Volvo Concept Universe
VW Beetle