Audi ser ud til at mene det alvorligt: Den næste A3 kommer også som sedan. Og formentlig også som hybridbil, der kan oplades fra elnettet.
På biludstillingen i Shanghai holder Audi ikke alene verdenspremiere på den nye Q3, på mærkets største marked viser tyskerne også en forsmag på en ny, elektrisk A3.Sedan-karrosseri - igen
Det sker indpakket i omtrent samme sedan-karrosseri, som Audi overraskede med på Genève-udstillingen i marts. Audi lader altså til at mene det alvorligt med en karrosseriudgave af den model, der hidtil kun har eksisteret som tre- og femdørs hatchback samt som cabriolet.Det er ikke sikkert, den lille sedan kommer til Europa, men i Kina vil en A3 sedan give perfekt mening. Det vil den nok også i USA, Rusland og andre vigtige markeder.
Både el og benzin
Alvor er der også i udstillingbilens motorteknik. A3eren i Shanghai har tilnavnet E-tron, som dækker over Audis forskellige elektriske løsninger.
A3 E-tron har et pænt stort batteri - 12 kilowatttimer brutto - som kan drive bilen elektrisk i ”op til” 54 km.
Det skal dog foregå med en meget blød fod på speederen, for elmotoren er kun på 20 kW (27 hestekræfter).
1,4-motor med 211 hk
Benzinmotoren - som kan drive hjulene direkte - er til gengæld fuldblods. 1.4 TFSI-motoren yder hele 211 hestekræfter. Dem kan man lægge direkte sammen med elmotorens præstationer og får derved 238 hk i alt.
0-100 klares på 6,8 sekunder, og topfarten er 231 km/t.
Aluminium og kulfiber
Udstillingsbilen er i vid udstrækning bygget af lette og dyre materialer. Døre, motorhjelm og bagklap er af aluminium, og der er også anvendt en del mindre superlette komponenter af kulfiberforstærket plast kaldet CFRP.
Især aluminiumsdelene er sandsynligt at se i produktionsudgaven - i særlig grad på de elektriske udgaver, der med stor sandsynlighed kommer.
Audi A3 præsenteres i færdig udgave til efteråret og kommer til salg i Europa kort efter.
Se oversigten over Shanghai-nyhederne