FDM har længe efterlyst en omlægning af registreringsafgifterne væk fra den værdibaserede, som vi har i dag. De tårnhøje bilafgifter har ikke bare medført, at der kører ca. 1 mio. biler rundt på vejene, der er over 10 år gamle. Det er hverken godt for miljøet eller for sikkerheden. En anden konsekvens af de høje afgifter er, at de biler der sælges i dag, ikke er de bedste, når det gælder miljø og sikkerhed.
Derfor er FDM også glade for, at der nu synes at være politisk vilje til at reformere bilafgifterne, så de reelt fremmer og ikke hæmmer energirigtige biler.
Når FDM alligevel ikke er udelt begejstret for det udspil, der er blevet lagt frem, er det af flere årsager. Som udgangspunkt så FDM allerhelst, at registreringsafgiften, som vi kender den i dag, helt blev afskaffet, og at man i stedet indførte en løbende afgift for brugen af bilen, der tager højde for bilens miljø- og sikkerhedsegenskaber. Afgiften skal altså flyttes fra købet af bilen og over på brugen af den.
I det aktuelle forslag er der lagt op til, at man alene tilgodeser biler med energimærke A. Det mener FDM er for unuanceret en afgrænsning og efterlyser en bedre graduering, så man får den fulde miljøeffekt. Hvis ikke risikerer biler der kører ned til 0,1 km/l for lidt at blive 50 procent dyre. Det er ikke rimeligt. Desuden vil konsekvensen af forslaget være, at bilkøberne fremover reelt kun vil have én hylde at vælge deres bil ud fra. Bilerne på de øvrige hylder vil ganske enkelt være for dyre. Også selvom der er tale om en større familiebil, der sikkerhedsmæssigt ligger i top, og med et brændstofforbrug på 18 km/l næppe kan henregnes til kategorien ’benzinslugere’.
En så ufleksibel omlægning vil derfor ikke give familien på fem meget at vælge ud fra. I stedet for at købe en ny, sikker og tidssvarende bil, kan samme familie derfor blive nødt til at vælge en stor brugt bil, som efterspørgslen givet vil hæve prisen på. Der er derfor grund til at tro, at den forslåede omlægning ikke vil sikre nævneværdigt færre gamle biler på vejene.
Derudover vil en omlægning, der alene letter afgifterne for biler i energiklasse A primært tilgodese dieselbiler. Men dieselbiler er langt fra det rigtige valg for alle. Det afhænger helt af ens kørselsbehov. Kører man som mange kortere ture, bør man vælge en benzinbil, da dieselbiler ellers har tendens til at sode til og give motorproblemer med store efterregninger for forbrugerne til følge. Dieselbiler skal desuden køre op mod 25-30 kilometer, før motoren opnår en optimal driftstemperatur, hvor man for alvor kan begynde at tale om dieselbilers åbenlyse fordele. Dertil kommer, at dieselbiler, uanset hvor gode de er blevet og i dag er udstyret med partikelfiltre, stadig har et marginalt udslip af de uønskede partikler og kvælstofgasser. Vel og mærke de samme partikler og gasser, man med en betalingsring rundt om København søger at bekæmpe.
Derfor er det aktuelle forslag om en grønnere - men dog stadig værdibaserede - bilafgift i sin nuværende form for firkantet og unuanceret. Det til trods er det dog positivt, at man nu vil skabe nogle incitamenter, der kan få bilejerne til at køre længere på literen.
Skal jeg vælge benzin eller diesel?