Trods rygter om stigninger i beskatningsværdi på op mod 100.000 kr. årligt ser de reelle beskatningsværdier ud til at blive mindre for de mest populære modeller.
For biler i den lille mellemklasse vil stigningen ligge mellem 25.000 og 35.000 kr., hvorimod de større biler som Ford Mondeo, Opel Insignia og Peugeot 508 vil stige op mod 50.000 kr. for de mest udbredte motorvarianter.
Ford kom først
De første, som har fået regnet modelprogrammet igennem, er Ford, som har været store både på leasingmarkedet og på salg af demobiler. Vi tager her udgangspunkt i fire forskellige modeller for at forklare effekterne af de nye regler.

Stiger 400 kr. pr. måned
Får man en Ford Focus med 1.6-liters dieselmotor og Trend-udstyr stillet til rådighed, vil det betyde en stigning i den årlige nettobeskatning på ca. 400 kr. om måneden.
Det er lavere end de 1.000 kr., som blev stillet i udsigt, da de nye afgiftsregler blev fremlagt. Det er dog værd at lægge mærke til, at kampagnemodeller med meget lav beskatning som Ford Focus 1.6 Econetics, der tidligere havde en beskatningsværdi på 160.000 kr., ikke optræder på prislisten.
Det skyldes, at der er kommet en ny model, men understreger også, at det kan være slut med de helt store slagtilbud på beskatningsværdier, som vi har set, siden lov om registreringsafgift L64 blev indført i januar 2009.
Ikke kun Ford

Opel har ikke færdigberegnede priser endnu, men på dets populære Insignia stationcar med dieselmotor forventer Opel p.t., at den årlige beskatning stiger med 50.000 kr.
Peugeot forventer stigninger på mellem 30.000 og 50.000 kr. afhængig af bilstørrelse. Men på 308-modellen vil enkelte modeller stige med ca. 40.000 kr.
Mercedes-Benz har også kørt landsdækkende reklamer, hvor dets B-, C- og E-klasse stiger med henholdsvis 24.000, 28.000 og 40.000 kr. svarende til en månedlig stigning i skat på 230, 260 og 375 kr.
Ikke klar endnu

Fiat, der hidtil har været meget stærk på privatleasing, har heller ikke sine beskatningspriser klar. Her forventes priserne også at stige.
VW og Toyota har heller ikke offentliggjort deres priser. Toyota tilføjer, at man afventer en mere færdig lovtekst, før beskatningspriserne er klar.
"Rammer ikke os"
Endelig er der mærker, som ikke rigtig er blevet berørt af regelændringerne. Det er bl.a. Suzuki og Kia, som primært har gjort sig i lave listepriser på bilerne fremfor store rabatter på demobiler og store besparelser på beskatningsværdierne for erhvervsleasede biler.
Her forventer de, at de vil stå stærkere efter de nye regler er trådt i kraft.