Det skal stadig være muligt at drikke en øl eller et glas vin og så lidt efter køre bil.
En nedsættelse af den danske promillegrænse fra 0,5 til 0,2 kommer ikke på tale, hvis det står til trafikordførerne for landets to største partier, Venstre og Socialdemokraterne.
En sænkning af promillegrænsen til 0,2 er blandt de mange forslag, Færdselssikkerhedskommissionen kom med i foråret.
"Plads til en øl"
- Der skal være plads til en øl, og der er ikke dokumentation for, at der er nogen sikkerhedsgevinst ved at gå under 0,5 fastslog Venstres trafikordfører Kristian Phil Lorenzen, i en paneldebat ved åbningen af den store trafikkonference Trafikdage på Aalborguniversitet.
Rasmus Prehn, Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, slog også på det kulturpolitiske aspekt og sagde:
- Mellem 0,2 og 0,5 er ikke farligt. Det skal stadig være muligt at drikke en øl. Vi skal ikke have svenske tilstande.
Sverige har en promillegrænse på 0,2.
Enhedslistens repræsentant, Henning Hyllested, mente derimod at 0,2 er noget underligt uldent noget, og at Danmark derfor skal indføre en grænse på 0,0. Det er en promillegrænse, der er i en del lande i det gamle Østeuropa.
Ingen dokumentation for risiko
En rapport fra DTU Transport fastslog for nogle år siden, at der ikke – bortset fra helt unge og uerfarne bilister - kunne spores nogen højere uheldsrisiko for personer med en promille mellem 0,2 og 0,5 end for personer helt uden alkohol i blodet.
Samtidig er antallet - og andelen - af spritulykker faldende.
Se også: Spritulykker styrdykker
Kristian Pihl Lorenzen tilføjede:
- Det er de brodne kar, vi skal gå efter.
FDM er enig
Dermed er de to politikere på linje med FDM.
- Der findes ingen dokumentation for, at man er til mindre fare for sine medtrafikanter, hvis man har en promille under 0,2 i forhold til at have en promille på mellem 0,2 og den nuværende 0,5, påpegede FDMs administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen, da forslaget kom frem i maj.
Argumentet for at nedsætte grænsen er bl.a., at folk helt vil afholde sig fra at drikke alkohol, når de skal køre bil.
- For de fleste vil det stadig være lovligt at køre efter at have indtaget en genstand, og en voksen mand vil stadig kunne køre lovligt ca. en time efter, han har indtaget to genstande. Derfor vil der stadig blive spekuleret i, hvornår der skal køres bil, lød det fra FDMs administrerende direktør.