Der er noget med kongehuset og elbiler. De fleste højt profilerede elektriske biler har fundet vej til Amalienborg. Og om få uger kommer én mere.
Kronprins Frederik får ifølge Motors oplysninger snart leveret et eksemplar af elbilen Tesla S. Det er et af de første kunde-leverede eksemplarer i Europa, og der er tale om topmodellen med største batteri, den kraftigste motor og i en særlig ”Signature”-version, som omfatter ekstra udstyr og især ekstra pynt og fine materialer.
Har også Volvo Plug-In
I foråret fik kronprinsen en anden, særlig bil nemlig en Volvo V60 som opladningshybrid – en el-dieselbil, der kan køre ca. 50 km på strøm.
Kronprinsen har også – eller har haft – en af de meget få Fisker Karma, der lige som Volvo’en er en opladningshybrid, dog med benzinmotor i stedet for diesel.
Kongehuset har også haft en Renault Fluence Z.E., der er en elbil, der kunne skifte batteri.
Kronprins Frederik er ikke den eneste højtstående dansker, der snart sætter sig ind i en Tesla S. Klima- og energiminister Martin Lidegaard gør det også inden længe, da han har valgt Tesla S som sin næste ministerbil.
Se også: Elektrisk limousine bliver ministerbil