Det er en højst usædvanlig bilmodel, klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har valgt som sin næste ministerbil. Det er en ren elbil.
Motor erfarer, at ministeren har bestemt sig for en Tesla S, der er en elbil på størrelse med f.eks. BMW 7-serien, der ofte bruges som ministerbil. Tesla’en skulle blive leveret til august.
Den bliver grøn
Ministerbilen skulle sågar blive grøn i farven – efter impulsiv rådgivning fra en del embedsmænd, der var til stede, da sælgeren af Tesla præsenterede et sølvfarvet og et grønt eksemplar for ministeren.Selv om Tesla S er en ren elbil, burde ministeren kunne nå rundt over alt i landet i den batteridrevne bil – og formentlig også tilbage. Bilens officielle rækkevidde er 480 km.
LÆS MERE: Elbil får enorm rækkevidde
Lynladning
En minister har den fordel med en elbil, at chaufføren kan køre hen og lade bilen, mens han eller hun selv er til møder. Tesla S har mulighed for at lade med op til 20 kWh i timen, og dermed vil 80 procent opladning kunne klares på ca. fire timer.
Hvis der ellers er hurtigladning i nærheden af destinationen, kan chaufføren ret hurtigt få ladet op til at par hundrede km’s ekstra kørsel.
Dyrere end normale ministerbiler
Den eldrevne ministerbil har krævet dispensation fra de normale beløbsgrænser for den slags indkøb. Tesla’en koster omkring 700.000 kr. med moms, og det er markant mere, end regeringen kan købe afgiftsfrie BMW 7-serier for. Da der ikke er registreringsafgift på elbilen, kan Finansministeriet ikke ”spare” noget her sammenlignet med alle andres bilkøb.
Andre prominente danskere har tidligere anskaffet elektriske køretøjer. F.eks. har Kronprins Frederik en Fisker Karma og en Volvo V60 D6, begge to er opladningshybrider. Desuden har kongehuset en Renault Fluence Z.E. elbil.