FDM har spurgt 35 af landets 98 kommuner om deres prioritering og vurdering af vejene, og 86 procent angiver, at der er et efterslæb på vedligeholdelse af vejene. Men så slemt burde det ikke nødvendigvis stå til.
LÆS MERE: Kommuner lader vejene forfalde
Stadig flere kommuner laver nemlig lange kontrakter med entreprenører, der skal vedligeholde vejene.
- Kontrakterne løber typisk i 15 år, så mange entreprenører kæmper om at komme til fadet, da det naturligvis er attraktivt at have arbejder i ordrebogen i de næste 15 år. Derfor får kommunerne favorable priser, men entreprenørerne sparer også penge, fordi de kan forlænge produktionssæsonen, forklarer Ole-Jan Nielsen, udviklingschef hos entreprenørvirksomheden NCC Roads, der selv har kontrakter med mere end 10 kommuner i Danmark.
Vejene får et løft
I dag bliver ca. 12.500 km kommuneveje svarende til næsten 18 procent af kommunernes veje vedligeholdt via langtidskontrakter – de såkaldte funktionskontrakter. 17 af landets kommuner har indgået kontrakter med entreprenører.
Et eksempel er Faxe Kommune, der i 2011 indgik en 15-årig kontrakt med Colas Danmark og betaler 5.906.000 kr. om året for at få vedligeholdt størstedelen af kommunens veje.
- Der bliver typisk lavet aftale om, at virksomheden skal hæve standarden på vejene i de første år og derefter vedligeholde dem, så de beholder den samme høje standard i resten af kontraktperioden. På den måde får hele vejnettet et løft, siger Ole-Jan Nielsen, der forudser flere kontrakter.
- I byerne giver det ikke mening, da mængden af reparationer af vejarealerne og trafikale ændringer er for uforudsigelig. Men udenfor de større byer vil det blive mere udbredt.
Billigere og bedre
Også Kalundborg Kommune har valgt at indgå en 15-årig funktionskontrakt for kommunens 636 km veje udenfor bykernen.
– De første fire år skal entreprenøren indhente efterslæbet, og derefter vedligeholde vejene. Vi har givet entreprenøren frie hænder og detailstyrer ikke arbejdet, som vi til gengæld får billigere, fordi de selv kan disponere deres tid og lave en hel strækning samtidig. Det er deres ansvar, at kommunens veje er i orden, og er arbejdet ikke godt nok i første omgang, skal de reparere vejen igen. Så de har et incitament til at få vejen i så god stand som muligt, forklarer borgmester Martin Damm (V).
Samme løsning har kommunen overvejet i bykernen, men det er uhensigtsmæssigt, da der meget oftere sker ændringer og er flere uforudseelige vejarbejder end på landet.
Martin Damm mener, at en funktionskontrakt kan være en god løsning for andre kommuner, da vedligeholdelsen bliver sat i system, og kommunen dermed sparer penge, da det er billigere end at vedligeholde fra år til år.