Siden har beskatningen ændret sig fra kun at tage udgangspunkt i værdien af køretøjet, til også at basere sig på trafiksikkerhed og energieffektivitet i form af forskellige fradrag. Det betyder, at en ny personbil i den såkaldte mikroklasse i dag koster 80.000-100.000 kroner - blandt andet på grund af lavt brændstofforbrug og produktionsomkostninger - hvilket mange danskere naturligvis benytter sig af.
Problemet er dog, at de lidt større familiebiler stadig er prismæssigt tynget af høje afgifter, og bilister som har brug for plads, ekstra komfort eller ønsker en mere trafiksikker bil, må enten til lommerne eller købe en ældre og mindre sikker og brændstoføkonomisk bil.
LÆS OGSÅ: Registreringsafgiften er Ebberød Bank
Registreringsafgiften er en dårlig forretning
FDM mener, at man enten bør sænke eller fjerne registreringsafgiften helt. Seneste tal fra Skatteministeriet viser nemlig, at afgiften er en samfundsøkonomisk dårlig forretning, hvor samfundet taber to kroner, for hver krone Skat opkræver i registreringsafgift. Og selv hvis man fjernede registreringsafgiften helt, vil de danske bilister stadig lægge ca. 30 milliarder kroner i statskassen om året i blandt andet grønne afgifter og benzinafgifter - hvilket er langt mere end de negative omkostninger, som vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd tidligere har beregnet til 17 milliarder kroner.
Alligevel frygter FDM, at man i stedet for en generel sænkning af afgifterne eller en teknisk baseret omlægning vælger at sætte dem op.
Lavere afgifter på elbiler løser ikke problemet
Årsagen er elbilerne, som trods flere års tilløb og afgiftsfritagelse frem til 2015 - finansieret af dieselbilerne - stadig kun udgør 0,7 procent af det samlede bilsalg. For at gøre elbilerne relativt billigere og mere attraktive for forbrugerne, foreslår elbilbranchen derfor at hæve afgifterne på de mindste benzin- og dieselbiler.
Men strategien med at beskatte brændstofbilerne for at gøre elbiler mere attraktive er forfejlet. I takt med at danskerne skifter de ældre biler ud, mindskes persontransportens CO2-udledning, og de miljøøkonomiske vismænd dokumenterer ligefrem i deres seneste rapport, at registreringsafgiften er en samfundsøkonomisk dårlig forretning. Yderligere beskatning af personbiler kan derfor ende med at reducere mobilitet frem for at løse et klimaproblem.
LÆS OGSÅ: De små benzinbiler er den grønne omstilling
En afgift med fokus på miljø og sikkerhed
FDM mener, at registreringsafgiften fremadrettet bør baseres på objektive, tekniske kriterier, der tilgodeser bilens miljø- og sikkerhedsegenskaber. Forskellige drivmidler opfylder forskellige forbrugeres mobilitetsbehov, og derfor skal der satses bredt, fremfor en ensidig fokus på elbiler.
Samtidig mener vi ikke, at afgifterne skal hæves, når Skatteministeriets egne beregninger, på linje med andre danske eksperter, så klart dokumenterer, at det nuværende afgiftsniveau er så højt, at det skader dansk økonomi.