En bekymrende ringe sikkerhed, der ligger langt fra det niveau, man finder i rigtige biler.
Det er ikke mange pæne ord, Euro NCAP har at sige om de nye små firehjulede quadricykler eller kabinescootere, om man vil. Og det med god grund.
Der er tale om de små, ofte åbne firehjulede motorcykellignende kabinescootere, der kan køre op mod 100 km/t og hovedsagligt er tænkt som alternativ til de helt små biler i bybilledet.
LÆS OGSÅ: Test af Renault Twizy Technic + ladestander
Alarmerende ringe sikkerhed
Bilklubbernes fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde har netop testet fire udvalgte quadricykler. Og selv om ’køretøjerne’ ikke er testet efter Euro NCAPs normale procedure, idet hastigheden i både frontal- og sidekollisionen er sat ned fra 64 km/t til 50 km/t, er konklusionen klar: Sikkerheden er alarmerende ringe.
”Quadricykler er heldigvis ikke køretøjer, vi ser så mange af herhjemme, hvilket er godt det samme. For en ting er, at både sidde- og kørekomforten er elendig, det kan man måske leve med. Men at det ligefrem er med livet som indsats, hvis uheldet er ude, er ikke godt nok,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Klar til en ny tids ellert?
Sikkerhedsselen knækkede
I to af de fire biler knækkede sikkerhedsselerne ligefrem ved sammenstødet med det resultat, at testdukkens hoved ramte ned i rattet. I en tredje bil kollapsede konstruktionen totalt i frontaltesten. Den mere moderne Renault Twizy var eneste af de fire, der har en airbag som standard. Alligevel afslørede kollisionstesten også for dette køretøj en høj risiko for skader på føreren.
”Problemet er, at kravet fra myndighedernes side til sikkerheden i disse køretøjer er for slapt. Euro NCAPs test synliggør behovet for en bedre sikkerhed i disse små køretøjer” siger Søren W. Rasmussen.
De fire testede biler er:
- Club Car Villager 2+2 LSV
- Renault Twizy 80
- Tazzari ZERO
- Ligier IXO J LINE 4-sæders
Alle fire køretøjer er EU-godkendt til kørsel på offentlige veje. Selve testen afviger fra Euro NCAPs normale testprocedure på grund af bilernes opbygning, og man kan derfor ikke indplacere resultaterne på en skala med stjerner, som man normalt gør med nye biler.