Vækstpakke 2014: 12 skridt frem og 200 tilbage

Regeringen har nu lavet forlig om en ny vækstpakke med resten af folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance. FDM er kritisk overfor, at bilister der kører over Storebælt skal finansiere en stor del af pakken.

Medlemsnyt

Det ligger nu endeligt fast, at bilister der kører over Storebælt skal finansiere en stor del af vækstpakken. Det sker ved, at staten nedsætter betalingen til A/S Storebælt med 200 mio. kr. for at benytte jernbanen. Dermed skal de danske bilister vente helt frem til 2030, før broen er tilbagebetalt. Oprindeligt var broen ellers gældfri i 2023. Men både det grønne trafikforlig fra 2009 og den nye vækstpakke har altså udvidet betalingsperioden med syv år.   

Til gengæld er der afsat 35 mio. kr. over tre år til forhøjet befordringsfradrag i flere yderområder. Konkret vil antallet af kommuner med øget befordringsfradrag stige fra de nuværende 14 til 25 kommuner i fremtiden. Det vil i praksis betyde, at 10.000 flere pendlere vil kunne få det forhøjede befordringsfradrag.

En malkeko for statskassen

”Det er glimrende, at der sikres et bedre befordringsfradrag til flere arbejdstagere i yderområderne. Men det er paradoksalt, at det skal finansieres ved at øge omkostningerne og dermed begrænse mobiliteten for de, der tilfældigvis skal over Storebælt”. Grundlæggende er FDM meget kritisk overfor, at Storebælt er blevet en malkeko for statskassen, siger administrerende direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.   
 

 LÆS MERE: Vækstpakke skal betales af Storebælt