I foråret 2013 fik danskerne mulighed for at downloade en 112-app til deres smartphone, og siden har 525.000 hentet den ned til sin telefon. Benytter man app’en til at ringe 112, kan alarmcentralen via GPS-koordinater se, hvor man præcis befinder sig, og dermed kommer hjælpen hurtigere frem.
Derfor opfordrer Rigspolitiet alle til at downloade app’en.
– Vi kan varmt anbefale, at man bruger app’en til alarmopkald. Vi oplever meget ofte, at det er nemmere at finde frem til folk, der ikke umiddelbart ved, hvor de befinder sig, hvis de f.eks. er på en motorvej eller ude på en løbetur. Det kan også være folk, der er gået panik og ikke tænker rationelt. Her hjælper teknikken og sparer tid, forklarer Carsten Andersen, kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet, der ikke har en opgørelse over, hvor mange der benytter app’en i stedet for at ringe 112.
LÆS MERE: 112-nødkald giver præcis besked
Virker kun i Danmark
Carsten Andersen opfordrer til, at man lægger den ind på sin telefon med det samme.
– Det hjælper ikke, at man venter, til der sker en ulykke. Og så skal man huske at ringe via app’en og ikke ringe 112 på telefonen, for så får vi ikke koordinaterne.
Når man har downloadet 112-app'en, skal man åbne den og indtaste sit telefonnummer, for at app'en er korrekt installeret på telefonen.
LÆS MERE: Sådan virker 112 app
App’en virker kun i Danmark, og mobilens GPS må ikke være deaktiveret. Er batteriet under 25 procent, vil 112 app'en starte opkaldet til alarmcentralen, men ikke sende GPS-koordinater. Det sker for at sikre, at man kan få fat i alarmcentralen, uden at telefonen løber tør for strøm.