Ny Passat bliver fin og dyr

VW melder selvsikkert ud med startpriser på 369.000 kr. Det er væsentlig højere end konkurrenterne, men der er heller ingen små motorvarianter med i første omgang.

Nyt om biler

369.000 kr. er minimumsprisen, hvis man ønsker sig den nye VW Passat – og ca. 15.000 kr. ekstra, hvis det skal være en stationcar. Den danske importør putter ikke en gang med den umiddelbart høje pris, for den fremgår af overskriften på pressemeddelelsen.

Mazda 6 med 145 benzin-hk koster således 300.400 kr. for både sedan og stationcar, en Toyota Avensis fås fra 254.000 kr. for en skrabet 1,6’er, mens en Opel Insignia står til 304.000 kr. for en 140 hestes benzin med fastlåst udstyr.

Men Passat er da heller ikke klar med de mindste motorer endnu, og udstyrsniveauet er ganske højt.

Mindste benziner: 150 hk

Indstigningsmodellen bliver – indtil videre - en 1,4 TSI ACT med 150 hk, der koster de ca. 369.000 kr. som Trendline.

Dette udstyrsniveau omfatter bl.a. fartpilot, trezoners klimaanlæg, kørecomputer, træthedsregistrering, radio ”Composition Media” med bluetooth samt ”Front Assist” inkl. "City Emergency Brake."

Comfortline har desuden 16 tommer letmetalfælge, komfortsæder, parkeringssensor, tågeforlygter, drejelys og blanke siderudelister. Som sedan koster den 394.000 kr.

Topmodel: 637.000 kr.

Highline kan prale af 17 tommer fælge, ”topkomfortsæder”, sædebetræk med alcantara og dellæder, adaptiv fartpilot. Pris: 429.000 kr.

En toliters diesel med 150 hk koster fra 427.000 kr., mens 2.0 TDI 4MOTION DSG med 240 hk har en listepris på 622.000 kr. som sedan og 637.000 kr. som stationcar. Fås kun som Highline.

Bluemotion kommer

Den danske importør bekræfter samtidig, at der kommer en Bluemotion-version uden dog at angive motoreffekt eller forbrug. Formentlig er der tale om en 120 hestes. En 1.4 benzin med 125 hk er også på vej, men ingen af disse er prissat.

Når det gælder beskatningsværdi, lyder den på 305.000 kr. for 1,4 TSI ACT Trendline, mens en 2,0 TDI Variant Comfortline, der var den mest populære version af den foregående Passat, har en beskatningsværdi på 370.000 kr.

Det præcise tidspunkt for introduktionen kommer den danske importør stadig ikke ind på.

SE OGSÅ: Ny Passat bliver opladningshybrid