Samarbejdet om en roadster mellem Mazda og Fiat går ud på, at Mazda leverer den grundlæggende teknik og bygger den italienske udgave i Japan.
Designet til Alfa Romeo
Oprindelig skulle bilen have været en Alfa Romeo, men for mindre end to år siden besluttede Fiat-Chrysler-chef Marchionne, at en Alfa skal bygges i Italien. Punktum.
Men aftalen med Mazda skulle holdes, så de italienske ingeniører og designere har siden haft travlt med at skabe bilen om til en Fiat. Et navn er også fundet: 124 Spider med henvisning til en populær Fiat fra 1970erne.Testes i USA
Fiat 124 Spider er nu så langt i udviklingen, at forklædte prototyper er spottet på offentlig vej – i Michigan, USA, hvor Chrysler-delen af Fiat-Chrysler holder til.
Vi får nok aldrig at vide, hvordan Fiat’en adskiller sig fra Alfa’en, og det er et stykke tid endnu uvist, hvor meget Fiat 124 Spider vil adskillige sig fra sin japanske fætter. Men da vi er i et meget emotionelt segment, er det et godt gæt, at de to biler får helt forskelligt karrosseri, måske med samme forrude.
1.4 turbo
Motorerne kommer i hvert fald fra hver sit mærke. 124 Spider vil få en 1.4 turbo. Den kombineres med en sekstrins manuel gearkasse samt formentlig enten et sekstrins automatgear eller et sekstrins dobbeltkoblingsgear.Den færdige bil vises muligvis sidst på året og kan være klar til salg i Europa midt i 2016. Mazda MX-5 lanceres i Europa til oktober.
SE OGSÅ: Mazda MX-5: rendyrket køreglæde