Det er nok ikke uforskammet at sige, at den Saab-baserede BLS aldrig blev opfattet som en rigtig Cadillac, men den har tydeligvis tjent et formål.
Den har overbevist GMs topledelse om vigtigheden af at være repræsenteret i et segment, som får stadig større andel i USA. I 2012 forventes det, at mellemklassen vil udgøre cirka 30 procent af et totalmarked på cirka 13,5 mio. biler.
Tre benzinmotorer
Cadillac ATS kommer med tre motorer: en fire-cylindret, 200-hestes på 2.5 liter, en firecylindret 2.0 liter turbomotor med 270 hk, og en 3.5-liters V6, der yder 318 hk. Potentielle købere kan vælge mellem en seks-trins manuel eller automatisk gearkasse, og firehjulstræk bliver også en mulighed.
GM lægger stor vægt på, at den lille Cadillac køredynamisk skal kunne matche de europæiske konkurrenter, først og fremmest BMWs 3-serie. Der er en næsten perfekt vægtdistribution på 51/49 i den baghjulstrukne bil, og Cadillac gør et stort nummer ud af, at en stor del af det dynamiske udviklingsarbejde er foregået på den legendariske Nürburgring.Designmæssigt følger ATS Cadillacs linje med lodrette for- og baglygter og skarpe linjer, og vanen tro bliver ATS en af de mest veludstyrede biler i klassen, ifølge GM.
Også stationcar og cabriolet
Det er planen at udvide ATS-programmet til også at omfatte coupé, stationcar og cabriolet.
Cadillac ATS bliver introduceret på det amerikanske marked til sommer og kort efter også i Kina.
Der er ikke planer om at sælge ATS i Europa lige med det samme, men hvis eller når bilen skulle finde vej til vore længdegrader, lægger GM ikke skjul på, at det vil være nødvendigt at tilbyde en dieselversion.