Endnu en færgerute får Brobizz

På Alsfærgen kan Brobizz nu bruges som betaling.

Foto: Færgen
Trafik

Brobizz kan nu bruges endnu et sted. Alsfærgen, der sejler mellem Bøjden og Fynshav, åbner pr. 1. juni for brugen af den trådløse betalingsform.

Har man en Brobizz i forvejen, kan den uden videre bruges på færgeruten til normalpris. Det kræver, at ens Brobizz har Easy Go, og det har den normalt, med mindre man aktivt har fravalgt det.

Brugen af Brobizz gør det også nemmere at tjekke ind i færgehavnene.

Rabat kræver tilmelding

Brobizzen kan også give rabat på færgeruten. Det kræver, at man tilmelder sig en Bizz-aftale hos Færgen.

Så er det muligt at forudbetale et titurskort, hvor hver tur koster 168 kr. for en personbil med op til ni personer. Ellers koster en enkeltbillet 211 kr. i lavsæson og 293 kr. i højsæson. Et månedskort med ubegrænset rejse koster 3.200 kr.

Brobizz-aftale fås også til motorcykler.

SE OGSÅ: Brobizz bliver brugervenlig med ny app