Med den nuværende tårnhøje listepris på en liter blyfri oktan 95 på 12.99 kr. kan det i høj grad betale sig at holde øje med tankstationernes lysende prisskilte. Hver dag kl. 10 bliver de indstillet, så de passer til dagens listepris, men flere gange i løbet af dagen bliver prisen reguleret.
"Der kan i gennemsnit være en krone at spare i forhold til listeprisen, hvis man tanker brændstof inden kl. 10 om formiddagen, sidst på dagen eller om aftenen. Du kan under alle omstændigheder være sikker på, at brændstoffet er dyrest kl. 10 og i timerne derefter, forklarer Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i FDM.
FDM vurderer, at der – afhængigt af kørselsmønstret – er mellem 1.000 kr. og 1.500 kr. at spare om året, hvis man går målrettet efter de billige brændstofpriser.
De ubemandede er billigst
Man skal ikke forvente lavere priser langs motorvejene, men inde i byerne eller andre steder med flere stationer nær hinanden, kan man med fordel gå på jagt efter billigt brændstof.
"Priserne i lokalområderne er ofte bestemt af priskrig mellem de enkelte stationer. De holder øje med konkurrenterne og vil naturligvis helst være billigst, og det kommer forbrugerne til gode," forklarer Allan Skytte Christensen.
Generelt er de ubemandede stationer desuden billigere end de bemandede.
Brug benzinpriser.dk
Vil du finde de billigste brændstofpriser i nærheden af dig, kan du med fordel benytte FDMs tjeneste benzinpriser.dk. Den findes både som hjemmeside og som app til iPhone. Her kan du tilføje dine favoritstationer og holde øje med, hvilke stationer der er billigst nær din aktuelle placering.
Benzinpriser.dk opdateres bl.a. af brugerne, så du kan også selv være med til at indrapportere priser, når du holder ved tankstationerne.
Hvis du har en Android telefon, kan du benytte appen "FDM - min bil" til at indberette og tjekke benzinpriser:
Video: Sådan finder du billig benzin
Kør grønt og spar
En anden måde at spare på udgifterne til det dyre brændstof er at nedsætte forbruget ved at køre brændstoføkonomisk. Det er tilmed en fordel for din bil, og samtidig bidrager du til en mindre C02-udledning.
Se 10 gode råd til at køre langt på literen