FDM: Mere kontrol og bedre skilte bremser fartsyndere

Højere bøder er kun en del af løsningen, hvis farten skal ned ved vejarbejde, mener FDM, som savner bedre skiltning og mere fartkontrol.

Trafik

Fartglade bilister og andre med lidt for en tung speederfod kan se frem til snart at skulle grave lidt dybere i lommerne, hvis fartfælden klapper.

Regeringen lægger i et nyt forslag nemlig op til, at fordoble bødetaksterne for hastighedsoverskridelser ved vejarbejde. Samtidig foreslås kørekortet betinget frakendt, hvis den tilladte hastighed overskrides med 40 procent.

LÆS OGSÅ: Spareøvelse sætter bilejernes retssikkerhed på spil

Brug for supplerende værktøjer

Hos FDM hilser man forslaget velkomment men efterlyser samtidig andre og supplerende værktøjer i brug, hvis farten skal ned og trafiksikkerheden højnes.

”At hæve bøderne til det dobbelte overfor dem, der ikke kan finde ud af at respektere fartgrænserne i forbindelse med vejarbejde, synes vi som udgangspunkt er udmærket. Vi mener dog ikke, at højere bøder gør det alene, så længe risikoen for at blive taget ikke er større, end tilfældet er i dag. Derfor så vi gerne, at man supplerede de højere bøder med en skrappere og mere synlig kontrol,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.

Lav hastighed for bilistens skyld

Højere bøder og øget kontrol er imidlertid kun en del af løsningen, hvis farten skal ned omkring vejarbejde. Når det langt fra altid sker, skyldes det blandt andet, at mange bilister har svært ved at se fornuften i og dermed respektere lavere hastighedsgrænser ved et vejarbejde uden for arbejdstid.

”Men lave hastighedsgrænser er langt fra altid sat for vejarbejdernes skyld. Ofte er det i lige så høj grad for bilisternes skyld på grund af indsnævring eller på anden måde ændring i vejens forløb. Vi ved, at det i de fleste uheld, er den enkelte bilist, der kommer til skade mere end det er vejarbejderne, forbi man ganske enkelt kører for stærkt og undervurderer vejens indretning og rammer midlertidigt autoværn eller andet materiel,” siger Per Alkestrup.

Efterlyser variable hastigheder

Derfor efterlyser FDM også både bedre og mere forklarende skilte, som tydeligt angiver, vejarbejdets omfang og baggrund for den fastsatte hastighed. Derudover bør man have variable hastigheder der, hvor det er forsvarligt.

”Man skal ikke gå på kompromis med trafiksikkerheden, men det er FDMs opfattelse, at når mange ser stort på fartgrænser, skyldes det til dels, at de har svært ved at se, hvorfor de kun må køre 50 km/t ved et vejarbejde, hvor folk er gået hjem. Er det forsvarligt, bør hastigheden kunne sættes op efter endt arbejde, og ellers skal bilisternes informeres ordentligt om risikoen ved for høj fart. På den måde får vi respekten tilbage,” siger Per Alkestrup.