FDM: Giv vejene en stemme

Kommunerne underprioriterer vejene, og prisen er ulykker, skader på bilerne og spildt tid i køer. Mind politikerne om det, når du sætter dit kryds 19. november.

Trafik

I den seneste tid har FDM sat fokus på kommunernes rolle på vejområdet. Det har vi gjort for at give vejene en stemme til det kommende kommunalvalg. Vejområdet er et af de vigtige ansvarsområder, som kommunerne har, og 95 procent af de offentlige veje er kommuneveje, som de fleste af os færdes på dagligt.

LÆS MERE: Bedøm din kommune

Netop derfor er det tankevækkende, hvor anonym en tilværelse vejområdet fører i mange kommuner. Kommunalpolitikerne vil tydeligvis hellere tale om børn og unge, ældreområdet eller kulturlivet. Man kan få den opfattelse, at politikerne ikke mener, at der er mange stemmer at hente på vejområdet.

Men måske skulle de kommende kommunalpolitikere alligevel holde øje med vejene, for ifølge en undersøgelse, FDM har foretaget, siger godt hver femte bilist, at trafikområdet er vigtigt for, hvor de sætter deres kryds den 19. november.

LÆS MERE: Din stemme påvirker trafikken

Ringe trafiksikkerhed

De to ting, der er vigtigst for vælgere på trafikområdet, er vedligeholdelsen af vejen og færdselssikkerheden. Netop vejvedligeholdelsen er et ømt punkt i mange kommuner, og når FDM spørger de kommunale vejforvaltninger, vurderer 9 ud af 10, at der bruges for få penge på området – de kommunale veje forfalder stille og roligt år efter år. Kommunerne har et vedligeholdelsesefterslæb på et tocifret milliardbeløb – og problemet bliver større og dyrere.

Når der ikke er penge til at lægge ny asfalt, er der typisk heller ikke penge til trafiksikkerhed, og hver fjerde kommune vurderer selv, at trafiksikkerheden er dårlig, mens halvdelen mener, at den kun er acceptabel. Hovedparten af de trafikdræbte omkommer på landevejene – kommunernes veje.

Er det rimeligt, at vi har hullede og farlige veje i et land, hvor bilisterne årligt lægger 43 mia. kr. i statskassen? Det synes FDM ikke.

LÆS MERE: Kommuner lader vejene forfalde

Nedprioritering af biltrafikken

Mens kommunerne således ikke bruger meget tid på vejene, gør bilisterne det til gengæld. Manglende vejkapacitet og parkeringspladser, utallige ukoordinerede lednings- og vejarbejder og forældede lyssignaler koster årligt den enkelte og samfundet mange spildtimer. Det groteske er, at det ofte vil kræve ganske lidt at løsne op på trafikkøerne, men viljen synes at mangle.

En række større kommuner med København i spidsen har tilmed bevidst valgt at nedprioritere trafikafviklingen for bilerne i et forsøg på at presse bilisterne over på cykel eller over i kollektiv trafik.

LÆS MERE: Test din viden om veje og trafik i kommunerne

Frem mod den 19. november kan alle bilister selv gøre en lokal indsats for at sætte trafikforhold til politisk debat. På vælgermøder og i lokalmedierne handler det om at få de opstillede politikere til at bekende kulør – hvad vil de på trafikområdet, hvis de bliver valgt?

Vi håber, de seneste tre udgaver af Motor har givet inspiration til at starte en lokal debat. Lad os sammen vise politikerne den rette vej.

LÆS MERE: FDMs sektion om kommunalvalget