Hybridbiler har fået et gennembrud i Danmark. Salget af almindelige el-benzin-hybrider, dvs. uden oplademulighed, steg 150 procent fra 2015 til 2016.
I absolutte tal blev der indregistreret knap 6.500 hybrider sidste år.
Se priser på alle hybridbiler på det danske marked
Succes for Toyota
Dermed har Toyota fået et gennembrud for sin hybridteknik, idet langt, langt de fleste af hybriderne kommer fra det japanske mærke, der lancerede teknologien for 20 år siden.
I lang tid fandtes teknikken kun i den dedikerede hybridbil Prius, og den har Toyota i Danmark haft svært ved at sælge, særligt på grund af prisen. Men efter at hybridteknikken har bredt sig til almindelige biler som Yaris, Auris og RAV4 og er blevet billigere, er salget boomet.
Konkurrence fra Korea
Ud over Toyota er det stort set kun BMW og Mercedes-Benz, der har enkelte hybrider i programmet.
Men nu kommer der direkte konkurrence. Her i begyndelsen af 2017 lancerer Hyundai Ioniq og Kia den tilsvarende Niro.