VW T-Roc - livsstil i øjenhøjde

VW Golf er Europas mest solgte bilmodel, men verden er ved at få smag for de nye crossovere. Derfor har VW netop præsenteret en højbenet og mere moderne udgave af den populære mellemklassebil. T-Roc er navnet.

Nyt om biler

Der er grøde i bilbranchen. I stadig stigende grad vender bilkøberne ryggen til de klassiske bilmodeller til fordel for de nye, spændende crossovere. På den konto har nogle bilproducenter fået stor succes, mens andre mister marked dag for dag.

Helt så galt er det endnu ikke gået for VW, der stadig sælger alle de Golf-modeller, fabrikken kan producere. Men selv hos VW mærker man de nye tendenser, og for at være med helt fremme har fabrikken udviklet en ny produktlinje af crossovere, der skal fange de nye bilkøbere ind i VW-nettet.

Se priser for T-Roc og øvrige VW-modeller på FDM biler.dk 

Første udgave er denne T-Roc, der er en højbenet og mere moderne udgave af netop VW Golf. Senere følger en T-Cross, der er bygget over samme læst, men som er baseret på den nye VW Polo. Endnu en T-model venter i kulissen, når VW Up skal fornyes.

Fås med det hele

At VW er verdens største bilproducent, fornemmer man tydeligt, når man nærlæser beskrivelsen af den nye T-Roc. For selvom den skal sælges i langt færre eksemplarer end VW Golf, så har fabrikken fra starten rullet det tunge skyts ud.

Interiøret fås i en lang række farve-temaer, der er afstemt til bilens udvendige tofarvede lak.
Interiøret fås i en lang række farve-temaer, der er afstemt til bilens udvendige tofarvede lak.

Intet mindre end seks motorvarianter, der kan kombineres med DSG-gear (automatgear, red.) og firehjulstræk, er at finde i startopstillingen.

LÆS OGSÅ: Motors test af Audi Q2

Også på sikkerhedsområdet har alt været til rådighed for ingeniørerne. T-Roc får som standard en del sikkerhedssystemer som f.eks. nødbremse og linjevogter, mens alle VW’s mere avancerede systemer som adaptiv fartpilot, kø-assistent, avancerede LED-forlygter og SOS-nødkald vil kunne tilkøbes.

Opleves stor indvendig

Bagsædet er meget rummeligt, og selv store personer finder let plads deromme.
Bagsædet er meget rummeligt, og selv store personer finder let plads deromme.

Den nye T-Roc har netop haft verdenspremiere, og Motor har ved den lejlighed haft mulighed for at prøvesidde bilen.

Kabinen er meget stor med usædvanlig god plads ved både for- og bagsædet. To voksne sidder snildt bag hinanden, men på midterpladsen bag generer en ret stor kardantunnel dog ved fødderne.

Bagagerummet virker med sine 445 liter enormt, og bagklappen kan naturligvis fås med elmotor.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Mazda 3 og VW Golf

Oplevelsen af interiørets kvalitet er flere steder ikke på højde med VW Golf, men selve udformningen og kombinationen af farver og former overgår udgangspunktet.

Et par store LED-kørelys er placeret som en ring under forlygterne og gør T-Roc let genkendelig i trafikken.
Et par store LED-kørelys er placeret som en ring under forlygterne og gør T-Roc let genkendelig i trafikken.

VW T-Roc er lidt mindre end Tiguan og nærmest fætter til Audi Q2. Men VW’s ingeniører har på en eller anden måde formået at få mere bil ud af det, end i de to andre. Pladsen overgår i hvert fald den, vi har set i Q2, med flere længder.

Kommer til november

Den nye VW T-Roc bygges på VW’s fabrik uden for Lissabon i Portugal, og fabrikken går straks efter sommerferien i gang med at bygge biler i stor stil.

For danskere betyder det, at man kan begynde at bestille bilen allerede fra om få uger, og at de første biler kan leveres i november.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af crossoverne Honda HR-V, Mazda CX-3, Nissan Qashqai og Renault Kadjar

VW T-Roc er en helt ny SUV/crossover. Den er bygget over Golf-platformen og skal bl.a. konkurrere med Audi Q2 og Nissan Qashqai.
VW T-Roc er en helt ny SUV/crossover. Den er bygget over Golf-platformen og skal bl.a. konkurrere med Audi Q2 og Nissan Qashqai.

Priserne er endnu ikke kendte i Danmark, men regn med ca. 250.000 kroner for grundudgaven. På den måde lægger T-Roc sig prismæssigt som stationcarudgaven af VW Golf.

Farverig kabine

En af nyhederne i T-Roc er den farverige kabine, der kan bestilles i mange forskellige pang-farver, der matcher den udvendige tofarvede lakering.
Langs instrumentbord, midterkonsol og dørsider sidder LED-lys, der kan indstilles i forskellige farver efter temperament. Skærmen i midten er som standard en stor 8-tommer glasskærm, der giver associationer til en iPad.

LÆS OGSÅ: Motors test af Seat Ateca

Også sæder er farverigt udformet, og instrumenthuset kan bestilles i en udgave, hvor alle visere er erstattet af en stor farveskærm.

VW T-Roc ligner på den måde et stort hit, vurderer Motor efter at have gået bilen efter i detaljerne. En egentlig prøvekørsel må vi dog vente på til senere på efteråret.