2013: færre trafikulykker, flere dræbte

Det er et mudret billedede, der nu tegner sig af trafiksikkerheden i 2013: flere dræbte, men færre ulykker og færre tilskadekomne.

Bilist

Efter adskillige års markante fald i antal trafikdræbte går det i 2013 den forkerte vej. Med årets første 11 måneder officielt (omend foreløbigt) talt op af Vejdirektoratet viser tallene en stigning i antal dræbte på 11 procent.

173 har mistet livet på de danske veje i år mod 156 i 2012.

Der er ikke udsigt til at ”indhente” de kedelige tal i årets sidste måned, for december 2012 blev med blot 11 dræbte en pæn måned for trafiksikkerheden.

185 trafikdræbte i hele 2013

I hele 2012 døde 167 personer i den danske trafik, hvilket var det laveste antal nogensinde. Rådet for Sikker Trafik vurderer, at 2013 vil ende på ca. 185.

Selv om trafikrådet peger på, at stigningen er en påmindelse om, at der stadig skal arbejdes hårdt, hvis antallet af trafikdræbte skal endnu længere ned, kan der i vid udstrækning være tale om en tilfældighed, at tallet steg 2012.

- Det lave antal dræbte pr. måned betyder, at variationen fra måned til måned kan virke stor, selvom der måske bare er tale om mindre tilfældige udsving. En enkelt ulykke med fem dræbte kan let give et stort udsving, skriver Vejdirektoratet.

Særligt juli i år betød mange omkomne. Derimod hjalp november lidt på årets halvkedelige udvikling, idet antallet af dræbte blev 13 mod 20 i november 2012.

Tendens: den rigtige vej

De større og mere sikre tal for tilskadekomne og ulykker indikerer dog, at det stadig går den rigtige vej med trafiksikkerheden i Danmark.

Antallet af politiregistrerede færdselsulykker faldt syv procent i årets 11 første måneder – til 2.743.

Faldet i antal tilskadekomne er næsten lige så stort, nemlig fem procent. 3.232 er med politiets vidende kommet til skade i 2013.

Her gik det bedre

Rådet for Sikker Trafik er ud fra Vejdirektoratets foreløbige tal nået frem til, at på disse punkter er der sket fremskridt i 2013:

• Ingen 15-17-årige har mistet livet i en knallertulykke
• Antallet af dræbte fodgængere er historisk lavt
• Antallet af trafikdræbte 18-24-årige er faldet
• Færre ældre har mistet livet i trafikken
• Andelen af trafikdræbte i personbil er faldet
• Antallet af tilskadekomne ser ud til at være faldet generelt

Og her gik det værre

• Flere cyklister har mistet livet
• Flere børn på 0-12 år er omkommet
• Antallet af motorcykelulykker med dræbte er steget