7 milliarder svenske kr. bliver ugyldige

Sverige introducerer nye sedler og mønter til oktober, men allerede efter 30. juni bliver en del pengesedler ubrugelige. Husk at tjekke gemmerne og få pengene brugt eller vekslet.

Bilist

Fra 1 juli i år bliver de nuværende svenske 20, 50 og 1.000 kr.-sedler ugyldige. Så hvis du har nogle af dem liggende, er det om at få dem brugt eller vekslet. Har du en konto i en svensk bank, kan du sætte sedlerne ind frem til 31. august.

Det er en ordentlig skudefuld sedler, der bliver ugyldige: 74 millioner stk. til en samlet værdi af 4,3 milliarder SEK (3,4 milliarder kr.). Lægger man dem i en lang række, vil de næsten kunne nå rundt om Månen eller have en længde svarende 100 Vasalopp.

Til oktober vil nye sedler blive sendt i omløb sammen med friskslåede 1, 2 og 5 kr.s mønter. De gamle mønter med samme værdi bliver ubrugelige efter 30. juni 2017. Mønterne vejer 12.000 tons og repræsenterer en værdi på 2,7 milliarder SEK, så det er sammenlagt syv milliarder svenske kroner (5,5 milliarder kr.), der ryger på pengenes elefantkirkegård.

De nye svenske pengesedler bliver prydet af bl.a. forfatteren Astrid Lindgren, troubadouren Evert Taube, operasangeren Birgit Nilsson og filminstruktøren Ingmar Bergman.