Det er nu officielt: Audi udvider sit program af SUV-modeller med en fjerde, lille model: Q1. Annonceringen kommer i usædvanlig god tid, for bilen vil først være på markedet i 2016.

Q1 vil supplere den gigantiske Q7 (på størrelse med A8), den store Q5 (på størrelse med A4) og den kompakte Q3 (på størrelse med A3).
Bygges på Polo-bund
Q1 vil med en længde omkring 3,80 meter omtrent svare til en A1 og skal ifølge Audi bygges på firmaets ”modular transverse engine concept”, hvilket formentlig kan oversættes til den platform, som den kommende VW Polo står på.

Audi Q1 får næppe noget Quattro-skilt på bagklappen. Tyske medier vil vide, at firehjulstræk ikke bliver en mulighed på den helt lille SUV. De skriver også, at Q1 får en 1.4 TFSI benzin, den nye, trecylindrede 1.4 TDI, begge med 90 hk, og kan kombineres med syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse. Topmodellen kan blive en 2.0 benzin med 231 hk.
Opladningshybrid i 2018

Den lille Q1 er en vigtig del af Audis plan om, at SUV-modeller i 2020 skal udgøre 35 procent af det samlede Audi-salg globalt. I dag udgør biltypen ca. 28 procent.
Q1 skal bygges på Audis moderfabrik i Ingolstadt, der til gengæld må afgive Q5-produktionen til en ny fabrik i Mexico.