Risikoen for, at man får en uforståelig parkeringsafgift for at parkere ulovligt på et privat parkeringsområde, er blevet mindre. En ny bekendtgørelse skal nemlig sørge for, at de private parkeringsselskaber strammer op om deres oplysninger og skiltning.
Bekendtgørelsen træder i kraft 15. marts, og blandt ændringerne er bl.a., at en afgift skal placeres synligt på bilen eller overdrages til føreren. Hvis bilen fjernes, så dette ikke er muligt, kan afgiften alternativt sendes til bilens ejer eller bruger.
Det er også blevet præciseret, at parkeringsafgiften skal indeholde oplysninger om, hvilken regel der er overtrådt, tidspunkt og sted samt oplysninger om, hvor man kan klage.
LÆS MERE: Parkering på privat område
Sorte skilte på alle områder
Senest 15. marts 2016 skal der ved indkørsel til en privat parkeringsplads opsættes en sort tavle med et hvidt ”P”. Der skal også være en undertavle, hvor man kan læse regler og vilkår på pladsen, eller at der er regler og vilkår på pladsen.
Senest 15. marts 2019 skal der inde på pladsen opsættes skilte med vilkårene for parkering, så de altid kan ses, når man befinder sig på pladsen og orienterer sig hele vejen rundt eller om et nærliggende hjørne. Skiltene skal som udgangspunkt også være sorte med hvid skrift.
LÆS MERE: Bekendtgørelsen om private parkeringsområder (eksternt link)
Bekendtgørelsen for de private parkeringsområder er et resultat af arbejdet i den parkeringsgruppe, som Justitsministeriet nedsatte i 2009, hvor en række myndigheder og forbrugerorganisationer, heriblandt FDM, har deltaget.