VW benytter biludstillingen i Detroit til at vise en konceptbil, E-Bugster, som er en tosæders el-coupé.
Designet – og navnet - skal lede tankerne hen på 1950ernes speedstere med deres lave forruder og snævre kabiner. At en speedster rettelig er en åben bil synes ikke at bekymre VW, der har valgt at gøre bilen lukket, men med en meget lav taglinje.
0-100 på 10 sekunder
E-Bugster er udstyret med en elmotor, der yder 85 kW, og det giver ifølge VW en acceleration fra 0 til 100 km/t. på 10,6 sekunder.
Litium-ion-batteriet er monteret under bagsædet og gulvet i bagagerummet og har en kapacitet på 28,3 kWh, hvilket skulle give bilen en rækkevidde på 180 km ved 50 km/t. på en opladning.Kan hurtiglades
Opladningen kan foregå via en særlig ladestander, der kan kviklade batteriet til 80 procents kapacitet på 35 minutter.
E-Bugster er forsynet med teknologi, som allerede fra næste år finder vej over i flere seriemodeller, blandt andet Golf.
Systemet kaldes Blue E-Motion og opsamler bremseenergi og friløbsenergi. Derfor skal man nok heller ikke opfatte E-Bugster som en forløber for en ny model, men mere som en demonstration af VW-koncernens evne og vilje til også at bevæge sig ind i markedet for elbiler.